Forsker-fidus

 

PÅ DANSKE BANKS hjemmeside kan følgende læses: 

’Danske Bank er den største bank i Danmark og en af de største finansielle institutioner i Norden. Det betyder, at vi har et særligt ansvar over for de samfund, vi er en del af. Som en del af vores samfundsansvar arbejder vi for at fremme bæredygtig udvikling og skabe en positiv påvirkning på samfundet.’

DE FLOTTE, velfriserede sætninger om samfundsansvar klinger hult. Ikke kun i kølvandet på den gigantiske hvidvask-skandale, men også efter Ekstra Bladets afsløring af, at banken udnytter en særlig skattefidus ved aflønning af topdirektører.

FIRE UD AF syv bank-bosser, blandt andre adm. direktør Chris Vogelzang, er ansat på den såkaldte forskerordning, der som kontant konsekvens har, at de slipper med at betale knap 33 pct. i skat. Dermed sparer de hvert år millioner i skat, som samfundet i sagens natur samtidig går glip af.

BANKENS FORSKER-FIDUS er ikke ulovlig, men det gør ikke fifleriet mere tiltalende. 

Eller som professor Bent Greve, Roskilde Universitetscenter, i går sagde til Ekstra Bladet: ’Jeg har svært ved at se rationalet i at give Danske Bank en ekstra skattebegunstigelse.’

DANSKE BANK er langtfra ene om at udnytte fidusen. Også konkurrenten Nordea og en lang række andre virksomheder ansætter folk på kontrakter med indbygget skatte-rabat.

TALLENE TALER deres tydelige sprog: I 2010 var ca. 4000 ansat på den lukrative ordning, der gælder i op til syv år. I 2017 var tallet 6899. Og hvis disse ansatte havde betalt fuld skat, ville statskassen have fået ekstra 800 mio. kr. i kassen.

FORSKER-ORDNINGEN trænger åbenlyst til et eftersyn. Smuthullerne skal fjernes, så ordningen igen tjener det oprindelige formål: at tiltrække dygtige udenlandske forskere. Ordningen skal ikke kunne bøjes, så højtlønnede bankdirektører og andre såkaldte nøglepersoner slipper billigere i skat.

Den socialdemokratiske skatteminister, Morten Bødskov, har ingen planer om at gribe ind over for virksomhedernes spekulation i forskerordningen.

Men så må et flertal af politikerne i Folketinget tvinge ministeren til handling og på den måde udvise ... samfundsansvar.

152 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere