Forvist til Jylland

UDVISTE kriminelle og udlændinge på tålt ophold har det med at sive stille og roligt ud gennem systemets grove masker og leve en skyggetilværelse under myndighedernes radar i årevis i Danmark.

HER kan de i ro og fred fortsætte deres kriminalitet eller f.eks. tyrannisere deres tidligere ofre. Man kan ikke sende dem hjem af forskellige grunde. Og den opreklamerede meldepligt er noget, folk kan overtræde, som det passer dem, stort set uden uden konsekvenser for de pågældende. Til gengæld optager overtrædelserne masser af tid i retssystemet.

FLERE af de udviste kriminelle, som lever her i årevis, får tilmed goder, som ture på skatteydernes regning til Den Blå Planet, Kronborg og til fodbold.

STØJBERG var i går i et lukket samråd efter Ekstra Bladets mange groteske afsløringer: Antallet af udviste kriminelle er langt højere, end man troede. Tilmed er de her i ubegribeligt lang tid, fordi de nægter at skrive papirer under, eller de forhaler deres udvisning på andre måder. Vi fortalte i går om tre udviste kriminelle, der har levet på denne måde i ti og 12 år.

PLANEN er nu, at de skal bo så dødssygt og afsides, at det måske fremmer lysten til at rejse ud af landet omsider. De skal flytte til et tidligere statsfængsel ved Ikast. Unægtelig noget af en omvæltning fra Sandholm hvorfra en del bekvemt kunne handle med narko i København og overnatte i Sandholm. Omplantningen er da et forsøg værd.

STØJBERGS opstramning betyder også, at ud over flytningen skal de udvistes færden kontrolleres i højere grad end nu. Det nuværende niveau bliver i hvert fald nemt at overgå, for det er nærmest ikke eksisterende.

FODLÆNKE til de, der ikke overholder meldepligten, er et stort ønske hos Støjberg. Det krænker næppe heller retsbevidstheden hos ret mange, hvis det bliver reglen.

91 kommentarer
Vis kommentarer