Fra strammer til ven

EN OPGAVE , der giver utrolig meget mening, udtalte Helle Thorning i går om det nye topjob, hun bejler til: posten som FN’s flygtningehøjkommissær.

TIL GENGÆLD giver det måske mindre mening i de flestes øjne at pege på en politiker, der har markeret sig som lige præcis en af de magthavere, som FN og flygtningeorganisationerne kritiserer højlydt. FN-organisationen har flere gange skudt på Thorning, uden hun løftede en finger.

NU bliver det måske hende, der skal ud og bebrejde forskellige regeringer i verden deres trampen på flygtninge-konventionerne. De kan med god ret sige: Hvad med dig selv, moster?

PRESSEN borede i går i det påfaldende spring fra strammer til øverste værner af flygtninge-reglerne. Men det blev den sædvanlige Thorning-lirumlarum. Svaret var indstuderet på forhånd og blev gentaget og gentaget: At hun står på mål for, hvad hun har gjort, og at Danmark stadig har en fører-stilling.

THORNING har så sent som i valgkampen pralet af de ’ret voldsomme stramninger’, som hendes regering lavede på flygtningeområdet.

AT flygtninge kunne sendes hjem, selv om situationen stadig er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig i hjemlandet f.eks.

FN kritiserede også Thornings slagnummer ved Folketingets åbning sidste år – nemlig at flygtninge skal vente et år på familiesammenføring. En regel der er skræddersyet til at dæmpe lysten til at søge asyl i Danmark, uden at man siger det direkte.

ANDREAS Kamm, den danske generalsekretær i flygtningehjælpen, mener, at man i Danmark er godt i gang med at udhule de internationale konventioner, som FN’s Flygtningekommissariat skal håndhæve. ’Vi sælger dem, der har behov for beskyttelse, til stanglakrids, når man flygter fra de aftaler, man selv har indgået, så de taber deres værdi’ sagde han i sidste måned.

57 kommentarer
Vis kommentarer