Fri hash nu

SKUESPILLEREN Søs Egelind fortalte i Ekstra Bladet søndag bevægende om, hvordan cannabis – i daglig tale hash eller pot – gjorde livet udholdeligt for hende, mens hun var i kemoterapi i forbindelse med en behandling for livstruende lymfeknude-kræft.

BEHANDLINGEN havde voldsomme bivirkninger. Hun led under en kraftig kvalme og ubeskrivelige smerter.
Begge dele blev på mirakuløs vis lindret, da Søs Egelind begyndte at ryge joints og senere at spise kager med pot.

SØS EGELIND kunne ikke få denne effektive medicin i håndkøb i Brugsen. Eller på apoteket. Og hendes læge måtte heller ikke udskrive en recept.
Hash er nemlig ulovligt i Danmark.
Hun havde godt nok absolut ingen besvær med at skaffe hash, men for at få fat i den måtte hun handle med kriminelle og ufrivilligt understøtte et betændt bandemiljø, der ikke viger tilbage fra mord.

SØS EGELIND er langtfra alene. Mange andre alvorligt syge mennesker er i en situation, hvor de kun kan få lindring ved at bryde loven og handle med forbrydere. Og hvor de ikke kan have garanti for varens kvalitet eller sikkerhed for, at der ikke følger noget giftigt eller uønsket stads med produktet.
Uværdigt og dumt er det.

MANU SAREEN (R), socialminister med mere, vil legalisere medicinsk cannabis. Han skriver på Facebook:
’Hvis vi fjernede forhindringerne for medicinsk cannabis, får vi kontrol med kvaliteten. Og syge patienter får et effektivt lindringsmiddel.’
Ministeren er på rette spor, for det må være åbenbart for enhver, at den hidtidige forbudspolitik er både nytte- og meningsløs.

SKØNT POLITIET har brugt og bruger enorme mængder af ressourcer på at stoppe hashhandlen, kan alle, som har lyst, uden nævneværdigt besvær købe hash.
Der handles på livet løs i dagens Danmark.

FORBUDDET MOD hash er ren symbolpolitik, som påfører samfundet store omkostninger, men ikke har nogen gavnlig effekt.

DEN POLITIKS største tilhængere er givetvis de kriminelle bander, som har opbygget en rå milliardforretning på forbuddet.

14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere