Frontfuriens farvel

I FIRE år har Pia Kjærsgaard som Folketingets formand bestridt det næsthøjeste embede i Danmark – kun overgået af dronning Margrethe. Det har Pia Kjærsgaard været glad for. Ingen tvivl om det. Hun har også kunnet leve med lønnen, der svarer til statsministerens, og med bilen med privatchauffør og egen lejlighed på Christiansborg.

MEN NU er det slut. Pia Kjærsgaard kom i går en egentlig afsættelse i forkøbet. Hun meddelte selv, at hun er færdig som formand. Med sine mange år i politik forstår hun om nogen tallenes tale. 

DANSK FOLKEPARTI blev mere end halveret ved valget. Partiet gik fra 37 til 16 mandater, og sam tidig mistede blå blok sit flertal på Christiansborg.

Pia Kjærsgaard har erkendt, at rød blok selvfølgelig ikke vil have hende som formand for Folketinget, og derfor trækker hun sig, inden hun bliver bedt om det.

HUN GÅR dog ikke med stil. Dansk Folkeparti har som helhed vist sig at være utroligt dårlige tabere. Pia Kjærsgaard inklusive. Det hedder sig, at det er i modgang, man viser sit sande jeg. Demaskeringen af Dansk Folkeparti har ikke været noget kønt syn. 

PIA KJÆRSGAARD lagde selv for ved at kalde sine modstandere for 'klimatosser'. På Twitter, som hun mener er venstrefløjens propagandamaskine og ekkokammer, underminerede hun den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der gør en kolossal indsats for at råbe tonedøve og fornuftsresistente politikere op. For eksempel en større gruppe i Dansk Folkeparti, som aldrig fattede, at klimaet var blandt valgkampens vigtigste emner.

DA FØRST Pia Kjærsgaard havde åbnet for galden, følte også typer som Christian Langballe og Kim 'Omfartsvej' Christiansen trang til at svine deres politiske modstandere til.

Og det fortsætter. Marie Krarup har senest brokket sig voldsomt over, at muslimerne i ghettoerne stemte ved valget som aldrig før. Mange satte krydset ved de radikale, og det er ifølge den altid spruttende Krarup til skade for demokratiet.

ANDRE VIL være af den overbevisning, at jo flere der deltager i valgene, jo stærkere bliver vores demokrati. Men hos Dansk Folkeparti gælder det kun, hvis stemmerne ender ved netop Dansk Folkeparti.

EFTERSPILLET PÅ valget har været uskønt hos folkepartisterne, og også af den grund får Pia Kjærsgaard ikke nogen værdig afgang. Og så vil vi helt undlade at nævne hendes påtagede og selvhøjtidelige overlærerrolle, som da hun irettesatte Enhedslistens Pelle Dragsted, der fik at vide, at man ikke diskuterer med formanden.

HAR Pia Kjærsgaard da slet ikke udrettet noget godt for embedet og folkestyret? Tjah, hendes største bedrift er vel, at hun fik hængt Dannebrog op i Folketingssalen. Det kan undre, at det ikke var sket tidligere.

210 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere