FRU ADMIRALENS VISE

Så blev Ida Auken socialdemokrat.

Det skal jo nok dæmpe politikerleden samt øge troen på, at vores folkevalgte først og fremmest deler sig efter politisk anskuelse og slet ikke efter nid, nag og personfnidder.

’Man skal ikke sidde i Folketinget for de radikale, når man er socialdemokrat,’ udtalte radikal leder Sofie Carsten Nielsen dertil storsindet.

Alligevel ved vi alle, at det ikke handler om politik, men om sexchikane og personopgør. En ellers sygemeldt Ida Auken skrev i oktober på Facebook, at den nyvalgte leder, Sofie Carsten Nielsen, løj. Hun vidste meget mere om sexkrænkelser begået af eksformand Morten Østergaard, end Carsten Nielsen gav indtryk af.

Hvorefter Sofie Carsten Nielsen erklærede sig ’rasende’ og svarede – tillige på Facebook – at det var Auken, der løj.

Nu er Ida Auken så blevet rask. Tilsyneladende ved at melde sig ind i Socialdemokratiet. Tidligere på ugen fik Jens Rohde det som bekendt også bedre, da han meldte sig ud af de radikale og blev løsgænger. I øvrigt også med henvisning til MeToo og ’en feminisme’, hvor ’alle retsstatsprincipper køres ud på møddingen,’ som han udtrykte det.

Det intellektuelle og moralske sammenbrud i Radikale Venstre oven på partileder Morten Østergaards sexisme-sortie ligner et facadefald, hvor hele tagkonstruktionen følger med.

Partiets fundament smuldrer tydeligvis i et opgør med at have ’festet på en måde, som ikke tilkommer nogen med ansvar. Og slet ikke nogen, der hævder at lede med afsæt i værdier,’ som den tidligere formand, Morten Østergaard. formulerede årsagen til sit eget fald.

Det har intet med politik at gøre. Og løsgængeri og partihop som dagens orden i dansk politik overrendes ikke ligefrem af politikere, der evner at forklare og begrunde afgørende politiske skel. Det virker derimod som ambitiøse skift til konkurrerende koncerner, der i stedet for at true med at ødelægge afhopperens karriereplan muligvis fremmer den.

Som bekendt ligner politikerne i dag hinanden i et omfang, vi aldrig har set før. Og dansk politik er, som skrevet før på denne plads, de små forskelles narcissisme.

Sigmund Freuds hensigt med at definere lidelsen ’de små forskelles narcissisme’ var i øvrigt oprindeligt at forklare menneskers forkærlighed for at lægge vægt på små træk, der adskiller dem fra andre. I den hensigt at hævde sig.

Enhver kan regne ud, at det ikke ligefrem hjælper at toppe dette med sex.

Ida Auken er, ’politisk set liberal, socialistisk, højresindet radikal’, som det hedder i ’Admiralens vise’ i forestillingen ’Pinafore’.

Og nu er hun også socialdemokrat. At ingen af os er overraskede, er det mest opsigtsvækkende.

 

178 kommentarer
Vis kommentarer