Fuld fart over Kattegat

HVEM fa’en gider lytte til os’, siger en af beboerne på Samsø. Han ser fremtiden for sig: En sekssporet motorvej tværs over øen plus to spor til højhastighedstog.

PLANEN om en Kattegat-bro er pludselig helt inde i den nye regerings hotteste trafikplanlægning.

OG HVEM gider høre på samsingerne? Ja, det gør Ekstra Bladet, som har alle antennerne ude i de små samfund, der i disse år får ændret deres hverdag og omgivelser brutalt af hensyn til almenvellet. Det kan være vindmøller, asfalt, kampfly eller – som her brobyggeriet over dem alle – 40 svimlende kilometer over Kattegat og tværs over Samsø. Med afsæt i en seks-sporet motorvej, der ligeledes kværner gennem en anden naturperle – halvøen Røsnæs på Sjællands-siden.

IGEN står vi med afvejningen mellem uerstattelig natur og såkaldt fremskridt, der altid helst skal køre på fire hjul ...

UDSIGTER, frøer, frisk luft, vidder, stilhed og mørk nattehimmel kan jo være fint nok. Men hvad koster et solsortefløjt, spørger krejlerne. Er det ikke okay, at pipfuglene holder kæft, hvis man i stedet kan få et par arbejdspladser på Samsø, når nogen skal betjene betalingsanlægget til den nye motorvej over øen? Det er den type lavpandede argumenter, der kommer til at fyge.

SKRIVEBORDS-PLANLÆGGERNE, der ser sig selv som historiske skikkelser, som vi en dag vil takke, når de nu slår streger over naturperlerne, er sjovt nok ofte de samme, der kvidrer på Facebook i weekenderne:

HER praler de med deres enkle, fordringsløse liv, når de ’får skuldrene helt ned’ i deres sommerhuse eller ødegårde langt fra motorveje og trængsel. Som filosoffen Enzensberger allerede nævnte for flere år siden – måske med lidt andre ord: I fremtiden kommer det til at koste kassen at kunne tage på fisketur langt væk fra alting ...

VORES moderne, naturløse samfund bliver nødt til at tage solsortehatten på, inden vi blindt jubler over, at nu kan vi fræse en time hurtigere til København. Fremskridt trumfer ikke længere automatisk ægte natur.

EN TRAFIKFORSKER konstaterede, at hvis man havde lyttet til protesterne i gamle dage, havde vi aldrig fået en Lillebæltsbro. Ha ha – nej, hvor var de dumme ...

OG BROER har det med at blive meget populære, når de står der. Helt sikkert.

MEN HVEM er det egentlig, der ønsker sig den Kattegat-bro så brændende? Komitéer og politikere har sunget for den i over ti år. Men har Christiansborg været bestormet af underskriftindsamlinger fra københavnere og aarhusianere, der skreg på en bro? Eller er det igen erhvervslivets lobbyister, der gerne vil have deres gods frem på vejene og muligheden for at få medarbejdere langvejs fra? Det er naturligvis også samfundsgavnligt. Men vi må altså afveje tingene. Når Samsø og Røsnæs mister mødommen, mister vi alle sammen noget.

140 kommentarer
Vis kommentarer