Fup og fidus

Offentligheden er endnu en gang blevet ført bag lyset i skandalen om de nye F-35-kampfly. Foto Stine Tidsvilde
Offentligheden er endnu en gang blevet ført bag lyset i skandalen om de nye F-35-kampfly. Foto Stine Tidsvilde

SKANDALEN om de kommende F-35-kampfly brager videre. Her i weekenden kunne Jyllands-Posten afsløre, at de støjmålinger, som Forsvaret i 2015 lavede forud for den politiske beslutning om det milliard-dyre flyindkøb, bogstavelig talt var helt hen i vejret.

I STEDET for at måle støjen hos de stakkels beboere, der bor tættest på Flyvestation Skrydstrup, som skal huse flyene, blev målingerne foretaget nær sagt alle andre steder. F.eks. i Haderslev 14 km fra landingsbanen.

PÅ DEN måde kunne støjrapporten tegne et groft manipulerende, men politisk opportunt billede af, hvor meget larm de brølende motorer lukker ud.

DE ANSVARLIGE embedsmænd i Forsvaret afviser – selvfølgelig – al snak om kamuflerede hensigter.

FORSVARSMINISTER Claus Hjort Frederiksen (V) holder kæft, hvilket er ganske forståeligt. Dels er hele F-35-projektet forsinket, og ekstraregningen allerede oppe i de iltfattige luftlag. Dels har ministeren i kølvandet på tidligere afsløringer flere gange måttet beklage, at Folketinget er blevet vildledt om kampflyene.

DEN MISVISENDE støjrapport følger en stærkt bekymrende tendens hos politisk ansvarlige til at jonglere med tal og målinger. Et par eksempler:

DEN TIDLIGERE SR-regering fandt på at flytte målestationer til registrering af luftforurening væk fra de mest trafikerede veje. Forklaring: Så ville forureningen komme ned under de tilladte grænser.

MENS SOPHIE LØHDE (V) var sundhedsminister, blev metoden til at beregne overbelægning på sygehuse i al hemmelighed ændret. Med et pennestrøg var problemet pludselig løst – for regeringen.

ELLER HVAD med den omstridte landbrugspakke? Den rummede så kreative beregninger, at den ansvarlige minister Eva Kjer Hansen (V) blev fyret.

APROPOS landbruget viser det sig nu, at tallene for forureningen af vandmiljøet i årevis har været for lave. Meget betegnende er den såkaldte miljøminister, Esben Lunde Larsen (V), ’meget optaget’ af at rejse erstatningssag mod laboratorierne bag målingerne. Miljøet nævner han som sædvanlig ikke med ét ord.

IFØLGE EN nylig meningsmåling er samme Esben Lunde Larsens popularitet katastrofal lav. Dén måling ser Ekstra Bladet til gengæld ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved.

120 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere