Gå dog planken ud

PRINS Joachim har ofte været lidt af en pinlig sten i skoen i det danske kongehus: Overflødig, overbetalt partyprins. Parkeret i et Klampenborg-palæ med sin kønne kone efter sin kiksede tid i Møgeltønder, som han efter eget udsagn ikke selv havde valgt.

SENT i livet finder den 51-årige militærglade prins så en ny livsbane som forsvarsattaché i Paris fra 1. september. Fint nok – jobbet er overkommeligt og uden særlig prestige, og Forsvarsministeriet er så venligt som noget nyt at ansætte en ’assisterende forsvarsattaché’ i samme anledning.

SKAL Joachim gå til cocktailparties, mens assistenten passer biksen? Forsvarsministeren bedyrer, at hun nu må have to mand på, fordi det er så helt utrolig vigtigt at knytte forbindelser mellem Danmark og Frankrig.

DET lyder ligeså søgt som forsikringerne om, at Joachim fortsat vil forsøge at passe sine ’opgaver’ for kongehuset, hvis han kan nå det. Som om vi ellers ville sidde utrøstelige tilbage, fordi han ikke fik klippet en silkesnor i Aalborg?

HVOR ville det være befriende, hvis hoffet og dets klakører i ugebladene ville holde op med at fore-give, at det er et slid at være prins i femte geled. Problemet for Joachim har snarere været, at han røvkedede sig. Da han omsider slap væk fra Schackenborg , hvor han var tvangsanbragt af sin mor, blev han ’sagkyndig i Forsvaret’. En stilling, der sjovt nok ikke bliver genbesat.

KONGEHUSET og Statsministeriet prøver i meddelelserne at kaste lidt tryllestøv over en væsentlig detalje ved Joachims nye liv: Tænk – Forsvaret får Joachims arbejdskraft helt gratis! En forsvarsattaché i Paris får ellers en pæn løn, bolig, skolepenge til børnene osv. Men nej – det slipper Forsvaret helt for. Hallo! Hvilken win-win .

DET FAKTUM, vi skal overse, er, at skatteborgerne fortsat sætter 3,8 millioner kr. ind på Joachims konto hvert år. Han kommer til at tjene mere end det tredobbelte af forsvarschefen.

HER er bare at sige: Fint nok, at Joachim gerne vil have et rigtigt job. Det var på tide, og det skal være ham vel undt. Men gå dog planken ud: Tag den udmærkede løn, og lev af den fremover, eller tær på millionerne i banken. Tænk også på børnene – man ved, hvilket dårligt signal det er at have forældre på støtten!

FLERE fremstiller det, som om Joachim er pisket til at tage apanagen med til Paris, hvis han stadig vil være medlem af kongehuset. Andre kongehuse kan ellers godt finde ud af at droppe apanagen til medlemmer langt fra tronen. Mon ikke det kunne lade sig gøre at få rene linjer, hvis man ville? Joachim er vel stadig mors dreng, selv om han pludselig tjener sine penge selv? Bortforklaringerne om, at han hermed kapper alle bånd, lyder som noget primitivt nonsens fra den anatolske højslette.

96 kommentarer
Vis kommentarer