KÆRE BARBARA BERTELSEN.
Det er nu 36 dage siden, at du fik lussingen.
Jeg formoder, at en kindhest af den kaliber stadig må svie – selv for en hård banan som dig.
Jeg mener, det var omtrent den hårdeste kritik, en departementschef kan få.
Der stod jo sort på hvidt i Minkkommissionen, at du har svigtet dit land.
Du har brudt sandhedspligten, og du har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at det burde få konsekvenser for dig, konkluderer rapporten.
MEN DU STÅR jo stadig op om morgenen og går på arbejde i Statsministeriet. Du spiser stadigvæk frokost på Slotsholmen, du holder fortfarende møder og forsøger sikkert at styre landet med din veninde Mette, som om intet var hændt.
Det må være mærkeligt.
For både du, Mette Frederiksen og dine kolleger ved jo godt, at du burde sidde hjemme i din lejlighed eller i sommerhuset, mens du afventer, at det offentlige funderer over din eventuelle straf.
SÅDAN HAR DET altid været. Og sådan bør det selvsagt være. Det mente du jo også, indtil det ramte dig selv. Hvis der er mistanke om, at en departementschef virkelig har jokket i embedsspinaten, så bliver vedkommende sendt hjem med det samme. Pronto. Sådan som det senest skete med de fem chefer i Forsvarets Efterretningstjeneste – en ordre, du sikkert selv var inde over.
På den måde er der rent bord, indtil sagen er afklaret, så tilliden til embedsmændene, som ingen har stemt på, kan bestå.
Rigspolitichefen Thorkild Fogde burde også øjeblikkeligt være blevet hjemsendt. Ja, det burde alle de ti højtstående embedsmænd, der fik sønderlemmende kritik.
MEN ALT DETTE behøver jeg vel ret beset ikke minde dig om. Du ved det jo godt. Jeg er heller ikke så naiv, at jeg tror, at dette åbne brev vil få dig til at gøre det eneste åbenlyst rigtige: at gå hjem.
I er nået for langt ud. Der er ingen farbar vej tilbage. Men når jeg alligevel tillader mig at skrive til dig, så er det snarere for at signalere, at vi ikke glemmer det på Ekstra Bladet.
VI LADER DET ikke bare fise ud, fordi sommerferiens varme har det med at slette den kollektive hukommelse, eller fordi der snart er valg, og alles opmærksomhed rettes andetsteds hen. Det var jo ellers det, som du, Mette og de mange spindoktorer havde håbet på.
MEN DEN GÅR IKKE. Sagen er alt for alvorlig til kispus og glemmeleg.
Da du havde slettet sms’er i minksagen og rådgivet Mette til at gøre det samme, ville du heller ikke svare på spørgsmål. Og du blev meget, meget vred på Ekstra Bladet, fordi vores reporter tillod sig at stå på offentlig vej foran din lejlighed og pænt og høvisk bede om svar på de for offentligheden presserende spørgsmål.
DEN SLAGS ER embedskvinder og -mænd ikke så vant til. I plejer jo at leve sikkert i skyggen. Din forgænger ville få sikkert kunne huske navnet på.
Hvorfor?
Fordi han var diskret og havde foden på bremsen i stedet for speederen – som dig.
OGSÅ DENNE GANG har vi igen og igen forgæves forsøgt at få dig i tale.
Så derfor må du nok indstille dig på, at vi igen vil stå på offentlig vej og høfligt anmode dig om svar. Ligesom du sikkert skal forvente, at dit kontrafej og navn igen og igen vil ramme forsiden, spisesedlerne eller lysaviserne. Og hvem ved, måske et banner bag en flyvemaskine, hvis vi fortsat ikke kan få dig i tale?
VI VIL GERNE have svar på det simple spørgsmål: Hvorfor går du stadig på arbejde, Barbara?
KÆRLIG HILSEN
Knud
