Gak i ghettoen

BEDRE SENT end aldrig. Efter at have fået nøglerne til regeringskontorerne vil Socialdemokratiet alligevel ikke blindt køre en bulldozer hen over landets ghettoer. Vi skal ellers ikke længere tilbage end til december, hvor VLAK-regeringen under stor ståhej sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF vedtog en omdiskuteret ghettoplan.

HER HED det, at boligområder, der i fire år har stået på regeringens ghettoliste, vil blive underlagt et krav om at reducere andelen af almene familieboliger til 40 procent af boligmassen. I første omgang rammer kravet 15 boligområder, der dog har haft mulighed for at søge dispensation. Men kun i begrænset omfang

DET ER Jyllands-Posten, som nu fortæller, at den socialdemokratiske regering åbner for muligheden for at give de berørte områder yderligere dispensationer fra den oprindelige aftale fra december.

I DET såkaldte forståelsespapir, som Socialdemokratiet udarbejdede med de radikale, SF og Enhedslisten, står der på side 14:

’En ny regering vil vurdere om mulighederne for at opnå dispensation fra kravet om at nedbringe andelen af familieboliger i de mest udsatte boligområder, i konkrete tilfælde, kan udvides uden for de største byer. Behandlingen af dispensationsansøgninger for de mest udsatte boligområder skal evalueres, så der fremadrettet sikres størst mulig fleksibilitet for kommuner og boligorganisationer til at tilrette udviklingsplaner efter lokale forhold.’

DET ER således ikke alt i forståelsespapiret, som er ren varm luft. Især ikke hvis handling følger ord. For selvfølgelig skal der tages hensyn til lokale forhold. Det vil være fuldstændig galimatias at tro, at alle ghettoerne slås med præcis de samme problemer.

I VOLLSMOSE i Odense er det en kendt sag, at en flok hårdkogte kriminelle står bag de fleste problemer. Så fjern dem dog. Og deres familier for den sags skyld. I andre ghettoer er det integrationen, der halter. Alt for længe har især alt for mange kvinder fået lov til at gå derhjemme uden nogen form for sprogundervisning og uden et hjælpende skub til at komme ud på arbejdsmarkedet. Et tredje problem er indvandrerbørn, som ikke kommer i daginstitutionerne, men som går derhjemme med forældre, der ikke kan dansk. De børn er voldsomt bagud, når de når skolealderen.

PROBLEMERNE forsvinder ikke, blot fordi man river et vist antal boliger ned. Udfordringen i ghettoerne er i høj grad manglende integration, uddannelse og arbejde. Derfor lyder det som sund fornuft, når regeringen åbner for flere dispensationer og flere lokale løsninger.

303 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere