Gebyrgribbene flyver lavt

SKAMLØSHEDEN er næsten imponerende.

Realkredit Danmark bebudede i går, at 160.000 af koncernens kunder fra 1. oktober skal betale mere for deres boliglån. Dermed følger Realkredit Danmark i fodsporene på Nykredit/Totalkredit, som fra 1. juli hæver bidragssatserne.

NYKREDIT, der med datterselskabet Totalkredit er Danmarks største pengeudlåner, røg ud i et voldsomt stormvejr, da den i februar meddelte tusindvis af sine kunder, at deres lån ville blive dyrere.

Kunderne var forståeligt nok rasende, men gradvist er stormen løjet af, så nu vurderer Realkredit Danmark åbenbart, at klimaet er egnet til at hoppe med på vognen.

CARSTEN NØDDEBO, der er administrerende direktør for Realkredit Danmark, forklarer til Ritzau, at stigningen er nødvendig.

Og han tilføjer:

– Jeg kan godt forstå, hvis den tredjedel af kunderne, hvor vi nu hæver priserne en smule, synes, det er træls.

EN SMULE? Bidragssatserne bliver hævet med 29 procent for kunder med F1- og F2-lån, mens satserne for F3 og F4 bliver 23 procent højere.

Nykredit forklarede sin prisstigning med, at koncernen skulle forberede sig på at leve op til forventede nye krav fra EU.

Den forklaring troede de færreste på.

Realkredit Danmarks mål med at hæve bidragssatserne på de korte flekslån er angiveligt at få fok til at vælge mere sikre lån.

Kunderne er blevet for glade for de korte og mere usikre lån.

HER ER det naturlige spørgsmål:

Hvem har solgt disse lån, der pludselig er så farlige? Det har Realkredit Danmark, der nu ændrer vilkårene.

HVIS MÅLET virkelig er at få kunderne til at skifte til de lange lån, så kunne Realkredit Danmark jo opnå det samme ved at sænke bidragssatserne på de mere sikre lån.

Vi gætter på, at gebyrgribbene ikke har overvejet den mulighed.

ERHVERVS- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) nedsatte i marts et ekspertudvalg, der skal undersøge gennemsigtighed og mobilitet i realkreditten.

Ekspertudvalget skal være færdig med sit arbejde senest 1. september 2016.

MAN KAN spekulere over, hvor mange realkreditinstitutter der mon har nået at hæve sine bidragssatser til den tid.

59 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere