Giv dem frihed

I GÅR mente 90 procent af læserne på EB.dk, at burka og niqab skal forbydes i Danmark.
Man kunne have stille spørgsmålet på en anden måde. Med et andet resultat til følge.
For var de samme læsere – helt uden for de seneste dages burkaopstandelse – blevet spurgt, om man i Danmark skal have lov til at gå klædt, som man vil, ville et mindst lige så stort flertal formentlig svare ’ja, selvfølgelig’.

VI DANSKERE er et frihedselskende folk. Men vi er tydeligvis også en selvmodsigelse.
Det vil Ekstra Bladets læsere i en blanding af frygt og lede skide på, jeg ved det, og det bekymrer mig ikke.
Det bekymrer mig mere, at Folketinget åbenbart har det på samme måde. Parlamentet er jo om noget stedet, hvor principperne for det liberale samfund skal værnes og opretholdes.

DET KOMMENDE burkaforbud godtgør desværre, at Folketinget gerne forlader principper for at tækkes frygt og lede.
Socialdemokraterne, Venstre og Liberal Alliance har taget bo i Omvendtslev og statuerer, at alle nu har lov til at blive dummere. Sidste år var de imod burkaforbud, nu er de for.
For selvfølgelig må folk bære tørklæder, telte, kaninkostumer og frømandsdragt. De skal bare vise ansigt i alle sammenhænge, hvor det forlanges. Religion er ingen undskyldning.
Ellers står det frit for. Vi er et liberalt samfund.

DE, DER JÆVNLIGT JAMRER over det sekulære samfunds angivelige knæfald for islam og anråber Christiansborg, hver gang en 12-årig muslimsk pige kommer i skole med tørklæde, kunne med fordel se på konkrete sagers udfald.
En håndfuld muslimske elever på VUC i Lyngby klagede sidste år over, at de ikke måtte gå med niqab. Hverken ledelse eller lærere på VUC i Lyngby vaklede i sagen. Selvfølgelig måtte eleverne (i øvrigt konvertitter) ikke bære niqab i undervisningen. En lærer skal kunne identificere eleverne og have en naturlig interaktion i undervisningen, hvoraf det syner, om undervisningen siver ind hos den enkelte elev.

PÅ SAMME MÅDE kan buschauffører selvsagt kræve, at ’hætten’ tages af, hvis rejsekortet skal kontrolleres. Ingen burka- eller niqab-klædte har således ret til at påberåbe sig krænkelse i sammenhænge, hvor billed-id er relevant – pas, kørekort eller studiekort.
Insisterer man på at blive undervist iklædt burka, gør man nemlig ikke krav på respekt for sin religion, men på andres underkastelse, og det går ikke.
Burka og niqab er kvindeundertrykkende, lyder hovedargumentet for et forbud. Men hvis kvinder er ofre for social kontrol, hvori består visdommen så i at kriminalisere dem?

EN LOV LIGNER mere en gave til dem, der kontrollerer muslimske kvinder end til kvinderne selv. Patriarker og fundamentalistiske imamer griber gladeligt en sådan chance for at påpege det liberale samfunds hykleri og fængsle kvinden i hjemmet. Hvormed det hele vil vise sig kontraproduktivt.
Vi har allerede love mod deres mørke. Vi er dem overlegne. Vores samfund er så meget bedre end deres, at de aldrig vil have en chance for i længden at modstå smagen af frihed.
Vores tro på frisind og frihedsrettigheder er følgelig også deres tro på en rigid Gud overlegen.

DEN FRIHED vi ynder at bryste os af i vores samfund, skal vi tilstunde alle. Det er lakmusprøven på det frie samfund. Her lever flertallet storsindet med ting, flertallet ikke bryder sig om hos et mindretal. Det gør man i samfund med selvtillid og frihed. Det er selve måden, man opretholder begge på.
Parlamentet er jo om noget stedet, hvor principperne for det liberale samfund skal værnes og opretholdes
En lov ligner mere en gave til dem, der kontrollerer muslimske kvinder end til kvinderne selv. Foto: Niels Hougaard

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen