Giv Tulle en tudekiks

Ansvarsforflygtigelse: Det er kun ti dage siden, vi så en storsmilende, ja, nærmest euforisk glad Kristian Thulesen Dahl. Danskerne havde stemt nej til at afskaffe en del af EU-retsforbeholdet. Jeg tror, det var et lettelsens smil fra Tulle. Alt er stort set gået skævt siden valget i forsommeren, hvor Tulle fremstod som dansk politiks stærke mand. Det er han åbenlyst ikke. Og den seneste uge har ganske enkelt været en katastrofe.

Dansk Folkeparti er med et kæmpe brag kørt frontalt ind i en mur. Ansvarlighedens mur. Vi ser nu, hvor svært det i praksis er at blive et ansvarligt parti, der skal se på helheden og ikke bare kan markere sig på enkeltsager og løbe skrigende væk fra alt det besværlige og upopulære. Og når man så, som i denne uge, ovenikøbet fejler på en af de normalt sikre enkeltsager, pensionisterne, så begynder fundamentet at ryste.

Et ubehageligt socialdemokratisk løftebrudsspøgelse er pludselig blevet synligt i fuldt dagslys som et DF-vedhæng.

Vi ved, at DF altid har været fænomenale til at sælge deres sejre. I denne uge har vi som noget nyt lært, at de er ualmindelig dårlige til at tackle nederlag. DF’s finansordfører, René Christensen, fremstår som en flæbende femårig, hvor den store stygge Claus Hjort har taget pengene til hans fredagsslik. Med snottet hængende ned ad hagen påstår lille René, at Hjort’en har snydt med udregningerne. Virkeligheden er, at DF var advaret af Ældre Sagen om, at nogle pensionister ville få mindre i boligtilskud. Et ret gennemskueligt faktum, eftersom der samlet skal SPARES 110 millioner kr. næste år på de ældres boligtilskud.

Denne sag skal dog nok blive løst. Heri er jeg helt enig med Hans Engell. Der er simpelt hen for meget på spil for regeringen til, at man kan risikere, DF flæber videre om forkerte tal og snyd. Forude venter, at regeringens løfte til Liberal Alliance om topskattelettelser skal indfries. Hvilket ikke bliver nemt med DF’s stemmer.

DF kan ikke leve med igen at blive beskyldt for at tage penge fra de fattigste. Og hvor skal pengene ellers komme fra til de riges topskattelettelser? Ulandsbistanden er skåret i bund, og flygtningene bliver ved med at komme hertil, så længe der er krig i Syrien. Selv svenskerne har efterhånden opgivet at løse Danmarks flygtningeansvar.

DF egner sig simpelt hen ikke til at tage ansvar for helheden. For når man skal have et helhedssyn, så vil der altid være nogen, det går ud over, hvis andre skal have flere penge. Den logik har DF aldrig accepteret. Hele Dansk Folkepartis succes er baseret på, at de har kunnet bilde vælgerne ind, at de kan få vand til at løbe opad.

938 kommentarer
Vis kommentarer