Glemme-Mogens

Mogens Jensens hukommelse var hullet som en ost, da han torsdag blev afhørt af Minkkommissionen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mogens Jensens hukommelse var hullet som en ost, da han torsdag blev afhørt af Minkkommissionen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kære forlagsbranche: Giv os bogen ’Mogens Jensens samlede erindringer’!

Det vil på mange måder være en bog til tiden: Den er lynhurtigt skrevet, og den kan gå i trykken uden at slide på klodens ressourcer. Faktisk vil den efter alt at dømme blive så tynd, at CO2-regnskabet vil gå i nul.

Torsdag troppede den tidligere fødevareminister op i Minkkommissionen, hvor han som den første politiker skulle blotlægge, hvad han konkret huskede fra de hektiske dage omkring regeringens beslutning om at slagte alle mink i Danmark.

Og det var mildt sagt ikke ret meget. Mogens Jensen diskede i stedet op med en sand opvisning i varianter af ’det husker jeg ikke’.

Mogens Jensen huskede for eksempel ikke, hvem der i første omgang kom med det danmarkshistoriske forslag om at aflive 17 millioner dyr på én gang. Han huskede heller ikke, om han havde læst bilag med advarsler om, at der manglede lovhjemmel til masseaflivningerne.

Selv centrale møder fra de afgørende dage er på bare et år gledet helt ud af Mogens Jensens hukommelse.

Og i virkeligheden sagde Mogens Jensen det selv meget rammende i én af sine ’det erindrer jeg ikke’-ouverturer: ’Det kan virke mærkeligt, men jeg husker sådan set ikke så meget.’

Korrekt, Mogens. Det kan nemlig lige præcis virke mærkeligt, at der i den grad er ekko i hukommelsescentret. Og mærkeligt er det også, at minderne stod langt klarere for den tidligere fødevareminister, når han ikke mente, at han havde ansvar for mink-kaosset.

Man skulle jo umiddelbart tro, at regeringens vanvittigt forhastede beslutning, denne gigantiske og milliarddyre skandale, på én eller anden måde havde brændt sig tydeligere fast i erindringen.

Det gælder eksempelvis det brev, som myndighederne sendte ud til minkavlerne, hvor der mere end 30 gange stod, at de skulle aflive deres dyr, selvom lovgivningen ikke var på plads:

’Jeg anede ikke, at det brev var sendt ud til minkavlerne. Det ville jeg kunne have husket. Det ved jeg helt præcis,’ lød det fra Mogens Jensen.

Nu venter vi i spænding på, at resten af de centrale ministre – med statsministeren i spidsen – skal afhøres i kommissionen. Vi råder dem til at granske hukommelsen noget grundigere end Mogens Jensen, inden de tager plads foran udspørgeren.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers