Grænselukning giver ingen mening

Foto: Poul Madsen
Foto: Poul Madsen

Vi må stole på, at alvoren omkring corona er nødvendig. Mette Frederiksen har ganske enkelt 'monopol' på dømmekraft og handlingen. Derfor er det også vigtigt, at alle hendes handlinger giver mening og er sundhedsfagligt dokumenterede, og at hun ikke bare trykker på alle knapper for at vise handling. 

Fredag aften oplevede vi igen Mette Frederiksen i den bedste sendetid afløse 'X Factor' og tale alvorsfuldt til nationen. Hun lukkede grænserne og lagde nøglen til Danmark i skuffen. 

Men corona lader sig ikke stoppe ved grænsen. Det er en verdensomspændende pandemi. Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell kalder ifølge Aftonbladet den danske grænselukning for meningsløs: 'Historisk har det vist sig at være en fuldstændig meningsløs foranstaltning.'

Og hos begge vore naboer, Sverige og Tyskland, er der stor forundring over Danmarks enegang. Flensborgs borgmester er rasende. Andre ryster på hovedet.

Faktum er, at det er os danskere selv, der bringer smitten til Danmark.
På skisportsstedet Ischgl i Østrig blev en stor gruppe unge danskere smittede, da de under højstemt afterski fløjtede i de samme coronainficerede fløjter for at få en ny omgang. 113 danskere, der har været i Ischgl, er foreløbig smittede, og Udenrigsministeriet ved, at der netop nu er 10.000 danske simkort i Østrig. Hvor mange af disse danskere har også fløjtet i en coronafløjte? 

Nu patruljerer militæret ved de danske grænser og holder stort set alle udlændinge ude. De, der har dansk pas, er stadig velkomne, smittede eller ej.
Det giver jo ingen mening. 

Det er værd at bemærke, at der ingen sundhedspersoner var til stede, da Mette Frederiksen fredag aften lancerede grænselukningen. Omkring hende sad politi og justits- og udenrigsminister. Danmarks lige nu mest troværdige mand, Sundhedsstyrelsen chef, Søren Brostrøm, var der ikke. Lukkede grænser er ikke et sundhedsinitiativ. Det er symbolpolitik. 

Søren Brostrøm siger det selv lidt mere diplomatisk på lørdagens pressemøde: 'Der er ikke særlig god dokumentation for grænselukning, og den dokumentation, vi har, viser kun, at det virker, hvis man lukker en ø.'

Og Danmark er ikke en ø, men en del af verden, og derfor nytter det ikke at gå enegang.

Jeg er helt med på at arbejde hjemme, at alle fritidsaktiviteter er lukkede, og at vores børn ikke kan komme i skole nogle uger. Det giver mening. 

Men at tilsidesætte den sundhedsfaglige viden for en symbolsk grænselukning giver ingen mening.

1636 kommentarer
Vis kommentarer