BORGERLØN!
Vi taler løn fra samfundet helt uden modkrav. Det lyder mægtigt, ikke? Vi skal alle sammen have et beløb, der er til at leve for her i Danmark. Uden at yde noget til gengæld. Uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ingen pligt, kun ret.
KAN DET NU OGSÅ lade sig gøre, vil den begavede spørge. Og det ret ubegavede svar, at det kan det, kommer fra Alternativet. Det er det eneste rigtige, når nu robotter og teknologi overtager al produktion og service i fremtiden. Danmark og danskerne vil ligefrem vokse, siger Josephine Fock, Alternativets finansordfører, til Berlingske.
’Hvis vi bliver troet på og anerkendt, så vokser vi som mennesker. Det er dét, der ligger i tankegangen om borgerløn. Vi skal have et system, der understøtter de mange’, lyder det fra Fock.
SELV OM ALTERNATIVET har en finansordfører, er det åbenbart ikke ensbetydende med, at denne kan regne. Den slags forstyrrer vel også den frie tanke. Men den liberale tænketank Cepos hævder, at det vil koste 146 milliarder kroner at indføre borgerløn, og at skatter derfor må stige med over 12 procent.
Om dette regnestykke holder eller ej, er ikke umiddelbart til at sige. Men der er næppe tvivl om, at indførelse af borgerløn i stedet for ordninger med modkrav og pligter, vil være dyrt.
MEST VÆSENTLIGT ER spørgsmålet om, hvorvidt borgerne vil ’vokse meget som mennesker’, om de virkelig aldrig vil kunne finde på at benytte sig af ordningen som et gratis all inclusive-armbånd til nationens velfærdsmenu.
Den dovne belønnes. Og den flittige straffes. Er det virkelig en god idé? Er det et godt samfund?
HVIS RIGTIG MANGE DANSKERE kun har ret til penge, må endnu flere danskere udelukkende udstyres med pligt til at tjene dem. Det siger sig selv. Pengene skal komme et sted fra. Det ved forældre i et ethvert hjem. Kræver et barn goder, der ikke rummes i budgettet, siger mor:
’Tror du, pengene vokser på træerne ude i haven?’
Det er tilsyneladende i den samme eventyrlige have, Alternativet har plantet sine politiske rødder. En slags paradis, om man vil. Hvor man nægter at anerkende, at syndefaldet har fundet sted.
