Grattis, Sverige

Det er på Löfvens vagt, at Sverige for alvor har udviklet sig til et bandeland. Foto: Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix
Det er på Löfvens vagt, at Sverige for alvor har udviklet sig til et bandeland. Foto: Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix

Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, har meddelt sin afgang til november.

Grattis! Tillykke, Sverige. Löfven har været en elendig statsminister. Faktisk i enestående grad inkompetent, når det gælder den helt basale opgave for et lands leder, som er at værne om lov og orden og sikre alle landets borgeres tryghed. Det er på Löfvens vagt, at Sverige for alvor har udviklet sig til et bandeland.

Prisen for i mange år – med et bredt flertal i Riksdagen – at have været ’den humanitære stormagt’, som tidligere stats- og udenrigsminister Carl Bildt udtrykte det, har været tårnhøj.

Vi taler likvideringer på åben gade. Så sent som i sidste måned en betjent ved højlys dag. Og dertil drab på forbipasserende. Samt ghettoer, hvor brandvæsen og politi ikke kan komme, medmindre de tropper op i antal som en fuld militærdivision.

Og vi taler om, at det har stået på i årevis. Så sent som for halvandet år siden stod Sveriges socialdemokratiske leder på trods heraf på tv og hævdede, at kultur og etnicitet intet havde at gøre med den overvældende mængde af kriminalitet, vold og død. Det var samfundets skyld.

Placerer man etniske svenskere i samme sociale situation som voldsmændene, vil resultatet blive det samme, lød det fra statsministeren: ’Om du sätter dit människor, som är födda i Sverige under samma förutsättningar så får du samma resultat.’ Dertil påstod Stefan Löfven, at ingen kunne forudsige, hvad der her er hændt Sverige: ’Vi såg det inte komma.’

Alle andre end et berøringsangst regerings- og statsapparat så det komme. Og endda for længe siden. Der har været nødråb i 15-20 år fra forstæderne i såvel Stockholm som Gøteborg og Malmø. Også fra socialdemokratiske borgmestre. Hvilket godtgør, at den politiske tonedøvhed ikke alene er et fatalt politiske svigt, det har tillige været systemisk blandt de gamle svenske partier.

Man kan forsøge at undskylde Stefan Löfven med, at Sverige har været i et parlamentarisk dødvande siden sidste valg. Og hvor imponerende er det ikke, at socialdemokraterne trods borgerligt flertal har beholdt magten?

Her glemmer man bare, at det er sket i afvisning af i visse målinger op mod 20 procent af de svenske vælgere, der i afmagt over nationens forvandling til et bandeland stemmer på Sverige-demokraterna.

Det eneste gode, der er at sige om Stefan Löfven, er: Gennem sine syv år som statsminister har han godtgjort, at den politisk korrekte tilgang med, at en almennyttig velfærdsstat er en verdensforpligtelse, er naiv såvel som selvdestruktiv.