Guld til guldhæren

SPINDOKTORERNE og de personlige rådgivere for regeringens ministre tjener kassen. Uden at de fleste vist lige kan få øje på, hvad de laver. Der er jo et professionelt embedsapparat i forvejen.

STOR er forundringen derfor, når det nu viser sig i Moderniseringsstyrelsens lakoniske opgørelse, at ni af spindoktorerne yderligere forgyldes med et vederlag for deres arbejde i 2017. Tjener de ikke rigeligt i forvejen?

OG FORBAVSELSEN vokser til måben, når man ser, hvilke spindoktorer der skal have en ordentlig pose penge oven i hatten.

MAN vil måske spejde mod departementer, hvor de politiske kedler har kogt på højtryk. Hvor tunge lovforslag er sprøjtet ud efter dybt komplicerede overvejelser og forhandlinger?

MEN NEJ: Et af regeringens mest passive og overflødige ministerier, Ældreministeriet, har forsynet Thyra Franks spindoktor med et vederlag for særlig indsats i 2017. Ovenikøbet et af de større vederlag.

TRAFIKMINISTEREN har ikke haft en heldig hånd i 2017 med de opgaver, der nu har været på Ole Birk Olesens bord. Men her scorer ministerens særlige rådgiver alligevel 40.000 kr. Fødevareminister Esben Lunde fik efter ’næserne’ for kvotekongernes særbehandling skåret Fiskeriministeriet af sit resort-område. Alligevel synes han åbenbart, at rådgiveren Marie Hjortdal har puklet så vildt, så hun skal have yderligere 50.000 kr. oven i sine sædvanlige 730.000 kr. Og så siger man, at vestjyder er påholdende? Men det er selvfølgelig ikke Lundes egne penge ...

SÅ FORSTÅR man måske bedre, at topscoreren inden for vederlag arbejder for statsministeren.

Lars Løkkes personlige rådgiver, Jacob Bruun Christensen, får 75.000 kr. Altså oven i gagen på 1.083.878 kr. (det er lidt pudsigt med de skæve tal, når vi nu er oppe i disse beløb). Lars Løkke har så til gengæld kun én rådgiver, skønt han har ret til to. En fortrinsret, som forgængeren Helle Thorning udnyttede til sidste dråbe som bekendt. Hun havde to spindoktorer på højeste takst.

ANDRE toptunede ministerier har valgt slet ikke at give spindoktorerne vederlag. F.eks. i Forsvarsministeriet, hvor Claus Hjort ellers har landet et kæmpe forsvarsforlig. Heller ikke finansministerens rådgiver får bonus.

VEDERLAG er ellers et begreb, der har fået en betændt klang, og alarmklokkerne burde bimle, når emnet er oppe, i regeringen. Ikke mindst efter den harme, det gav, da det i efteråret kom frem, at kommunale ledere over tre år havde scoret over 220 mio. kr. i vederlag. I forvejen er folk rasende over, at det altid er de administrative lag, der suger penge op, og ikke de ’varme hænder’.

NU skal rådgiverne i kommunikation – der aldrig vil give oplysninger – så have ekstra vederlag. Kan de ikke selv se i regeringen, den er helt gal?

124 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere