Gylden uge for amatørlægerne

 Nonsens: Det har været en stor uge for Kommentatorkøbing, I ved, det hold af primært mænd, der hver uge udlægger det politiske spil, og som så ugen efter forklarer, hvorfor det gik helt anderledes, end de forudså. I denne uge har de fået udvidet deres portefølje til også at omhandle lægevidenskab. 

Det handler om prins Henriks mildest talt opsigtvækkende udtalelser til Se og Hør om, at hans hustru, dronningen, har gjort ham til ’en nar’. 

På baggrund af få, ganske korte tv-klip med Henrik har man bl.a. kunnet høre Noa Redington skråsikkert meddele, at det er åbenlyst, at Henrik ikke er ved sine fulde fem, og at Se og Hør burde have afholdt sig fra at interviewe denne uligevægtige, og, må vi forstå, syge person. Noa Redington har mig bekendt ikke nogen lægefaglig baggrund, men måske forveksler han det, at han har haft titel af spindoktor for Helle Thorning-Schmidt, med, at han også kan udtale sig som Henriks livlæge. 

Mange andre har på de sociale medier tilkendegivet, at prins Henrik åbenlyst lider af demens. Alle disse amatørlæger udtaler sig med største overbevisning – uden i virkeligheden at vide noget som helst.

Det, vi til gengæld ved med sikkerhed, er, at prins Henrik mener det, han siger. Han har nu i 15 år sagt offentligt, at han ikke føler sig værdsat, fordi han ikke er sidestillet med sin kone, og så tidligt som i 1980 følte en højtstående embedsmand sig kaldet til anonymt at fortælle Ekstra Bladet, at prins Henrik mente, at loven burde ændres, så han kunne få titel af konge. Det følte denne embedsmand var så grænseoverskridende, at offentligheden skulle indvies i prinsens hede ønske.

Og det er grænseoverskridende, at Henrik vil være konge. Men det er da endnu mere ude i skoven, når f.eks. kommunikationsrådgiver Kresten Schultz Jørgensen mener, at pressen burde afstå fra at bringe det, Henrik siger, og lade ham være i fred, nu da han er blevet gammel.

Henrik er 83 år, men derfor har han ikke mistet retten til at ytre sig. Vi tager jo heller ikke stemmeretten fra ældre borgere på baggrund af løse rygter og påstande om deres helbred.

Dertil kommer, at dronningen formelt er Danmarks statsoverhoved. Altså ’top of the pops’. Lige nu udspiller der sig her i toppen af kransekagen den største krise i generationer. Naturligvis skal vi da viderebringe, hvad hovedaktørerne i denne krise mener. 

For Kommentatorkøbings bekymrede amatørlæger var det noget af et tilbageslag, da kongehusets informationschef, Lene Balleby, onsdag meddelte, at prins Henrik med fuldt overlæg havde uddybet sine synspunkter til Se og Hør. Det var altså ikke en uoverlagt bemærkning fra en syg, gammel mand. Han mener sgu det, han siger. Forstå det nu.

Problemet er nok allermest, at hele det bedre borgerskab, som Kommentatorkøbing er en del af, ikke kan lide at høre det, Henrik siger. Det rokker ved hele institutionen kongehuset. Fundamentet for eventyrfortællingen eroderer. Men det var da også på tide! 

Lad os nu få den åbne, reelle diskussion om, hvordan monarkiet skal videreføres i en moderne tid – i stedet for at forsøge at lege amatørlæger. 

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen