Vi citerer lige VLAK-regeringens nyeste medlem, erhvervsminister Rasmus Jarlov (K): ’Det kommer bag på mig. Det er ret generøst – det må jeg sige.’
Hvad den nye minister kalder generøst er, at han er sikret 18 måneders såkaldt eftervederlag på i alt små to mio. kr. , når han bliver verfet ud af ministerbilen. Uanset om det sker om to dage, en uge eller efter næste valg, der senest holdes 18. juni næste år.
At denne vanvittig lukrative ordning tilsyneladende kommer bag på Rasmus Jarlov, virker til gengæld noget bekymrende.
For Folketinget har de senere år ført mange og lange diskussioner ikke kun om folketingsmedlemmernes løn, men også ministrenes.
Hvis Rasmus Jarlov ikke kan huske de aflønnings-regler, han nu er omfattet af, hvad pokker kan han så huske, når han skal forhandle i sit ministerium?
Som det fremgår af reportagerne i Ekstra Bladet i dag, er Rasmus Jarlov ikke den eneste minister, der vil få 18 måneders ekstra løn for ca. et års arbejde.
Det gælder også de to andre nye regeringsmedlemmer, miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).
Den lukrative ordning er en våd klud i ansigtet på almindelige lønmodtagere, som aldrig har været eller kommer i nærheden af lignende kontant afregning.
Lidt er dog sket. De tre nye ministre – og hvem der ellers udnævnes inden folketingsvalget – er de sidste, der får det velpolstrede gyldne håndtryk.
Fra næste valg sættes perioden for eftervederlag til ministre ned til seks måneder. Den beslutning, som i øvrigt også savner sagligt grundlag, traf Folketinget sidste år.
Hvorfor den ikke blev effektueret med det samme, siger en del om den arrogance, som Folketingets flertal udviser.
Den blev ligeledes udstillet med al tydelighed, da Folketinget i 2016 afviste at ændre politikernes ekstremt fordelagtige pensionsordninger.
Flertallet har uendelig nemt ved at se mønterne i andres tegnebog, men ikke sedlerne i deres egen. Det aftvinger alt andet end respekt.