HAR vi fri abort i Danmark? Sådan rigtig fri? Hvor kvinder selv kan bestemme over deres egen livmoder?
NEJ, det har vi ikke. Og det bør vi have.
FOR snart 50 år siden fik vi fri abort til og med 12. graviditetsuge, men passerer kvinden den tidsfrist, går hun ind i et bureaukratisk mareridt, hvor embedsmænd og læger bestemmer over hende og hendes krop: Hendes skæbne afgøres af et panel, som typisk består af en jurist, en læge og en psykiater eller en socialmediciner.
AT MAN forskønner dette ulækre arrangement ved at kalde det et 'abort-samråd', har narret nogle til at tro, at der er tale om en slags rådgivning og vejledning af kvinden. Det er der ikke. 'Samrådet' er en myndighed, som afgør kvinders skæbne, og de siger som regel ja, men der er altså nogle, som får nej. Gad vide, hvordan deres liv bliver.
OG SÅ er dem, som aldrig søger, for 'samrådet' må kun bevilge abort, hvis der er 'særligt tungtvejende årsager' – helbredsgrunde, genfejl, voldtægt og den slags.
HVIS en kvinde under 18 år vil have abort, og forældrene siger nej, skal hun altid for 'samrådet', uanset hvor tidligt hun søger. Den grænse bør være 15 år; er man gammel nok til at bestemme over sin skede, er man også gammel nok til at bestemme over sin livmoder.
MAN forlanger samtidig af kvinden, at hun skal føde det foster, hun vil abortere: I en proces, der kan strække sig over flere døgn, sætter man fødslen i gang medicinsk. Lægerne hævder, at det ikke kan lade sig gøre på anden måde, men det kan det sjovt nok godt i Storbritannien, hvor man gennemfører aborter som kirurgiske indgreb under fuld bedøvelse og hurtigt.
HOS briterne er abortgrænsen i øvrigt 24 uger minus én dag. Det er den også i Holland. I Sverige er den 18 uger. Og det bør den som minimum forhøjes til i Danmark.
DEBATTØRER på den moralske højrefløj vil fortælle, at kvinderne da bare kan søge i tide. Til mørkemændenes undskyldning tjener, at de sikkert aldrig nogensinde selv har forpasset en livsvigtig tidsfrist. Godt for dem, men for nogle kvinder går det sådan, og somme tider af den enkle årsag, at de ikke har opdaget graviditeten i tide.
ABORT er en skæbnesvanger beslutning; selv om et 18 uger gammelt foster ikke er et menneske, så kunne det blive til et menneske. Men det ved kvinder sådan set godt, og vi har da heller ikke set en masse tilfælde, hvor abort er blevet misbrugt som prævention.
DERFOR bør man hæve abortgrænsen. Det er fint at tilbyde vejledning og støtte, men i sidste ende må valget være kvindens; det er hendes krop, ikke nogle lægers og juristers.
