DET ER rent hykleri. Ingen tvivl.

Som Ekstra Bladet godtgør, har fødevareminister Rasmus Prehn tidligere været helt oppe og dundertale på den øverste barrikade, da Lars Løkke i 2008 havde rod i sine bilag. Prehn krævede fuld åbenhed. Ellers var demokratiet i fare, mente han nærmest.

Nu roder Prehn med sine egne bilag som minister. Og han har på ubehjælpsom vis søgt at abortere hele sagen. Først i dølgsmål og derpå ved at lyve.

PÅ DENNE plads har vi aldrig haft den store tiltro til udviklings- og fødevareministerens evner. En Prehn i problemer på grund af restaurantmiddage kommer derfor ikke som en overraskelse.

Men vi er nødt til at fremhæve, at hykleriet faktisk ikke er det værste ved sagen.

Der er noget helt grundlæggende på spil. Noget langt alvorligere end dobbeltmoral, når vi taler Rasmus Prehn og hans middage på restauranter, hvor han vifter med et ministerkort.

DET ER SELVSAGT kun en fumlende farisæer, der som minister har middag for to på restaurant Undici – som beskrevet af Ekstra Bladet – og derpå ikke alene lader ministeriet betale, men tillige på bilaget som medspiser påtegner en journalist, der ikke var til stede.

HVOR KLOGT er det at lyve og angive en tilfældig journalist som undskyldning? Hvis der var tale om en intelligenstest, hvordan ville ministeren så selv bedømme sin præstation udi faget dobbeltspil? Og siden han nu har løjet om medspiseren, hvor på karakterskalaen synes Prehn så selv, han er placeret, når han ikke vil oplyse, hvem han så i stedet spiste med?

Hvad blev der af det der med fuld åbenhed, hr. minister, spørger vi.

MEN ALT dette er det indlysende. Det er hykleriet. Og de deraf følgende spørgsmål. Som Rasmus Prehn ikke magter at svare redeligt på. Den egentlige og overordnede skandale er derimod, at den socialdemokratiske udviklings- og fødevareminister med sin gemmeleg og sit mummespil erklærer sig hævet over en moral, danskerne i almindelighed er underlagt.

Bruger vi andre firmatildelte kreditkort med samme skødes- eller sågar samvittighedsløshed, bliver vi fyret. I Danmark forbliver de færreste ustraffet, hvis man i sit job misbruger sine privilegier. Og slet ikke, hvis man forsøger at lyve sig ud af kniben.

DETTE ER det værste ved sagen om Rasmus Prehn. At han er aldeles blind for dette vilkår. Og dermed for borgerne, hvis ve og vel han ellers skal tjene. Og hvormed den socialdemokratiske minister lader os vide, at han føler sig hævet over os andre.