Halløj på Borgen

DET ER ikke interessant, at den i enhver henseende marginaliserede førertosse for Stram Kurs, Rasmus Paludan, gentog sine rablende racistiske ud-, ind- og nedfald på partiets rigskongres i weekenden.

DET ER heller ikke interessant, at koran-afbrænderen er frådende arrig på medierne.

Især på Ekstra Bladet, fordi vi har påpeget, hvordan partiets folketingskandidater forlader den rådne skude, samtidig med at Rasmus Paludan strammer jerngrebet om sine lakajer.

EJ HELLER kan det påkalde meget mere end et skuldertræk, at Stram Kurs tilsyneladende mener, at stemmesvindel var skyld i, at partiet ikke kom i Folketinget ved sidste valg. 

1,8 pct. stemmer fik rigsleder Paludan og kom altså ikke over spærregrænsen. Postulatet om svindel er isoleret betragtet uhørt groft. 

Men angrebet passer fint i den syndflod af hjernedøde udtalelser, som rigslederen sædvanligvis lirer af sig, og stadig færre tager alvorligt. Vælger-tilslutningen er i dag styrtdykket til 0,9 pct.

NEJ, DET eneste interessante er, hvordan det lykkedes Stram Kurs at holde sin rigskongres. Oprindelig var planen at samles i Middelfart, men politiet kunne ikke garantere sikkerheden.

SØREN ESPERSEN fra Dansk Folkeparti foreslog derfor, at Stram Kurs kunne mødes på Christiansborg. Han fik opbakning fra blandt andre Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.

Argumentationen var og er, at medlemmer af et opstillingsberettiget parti selvfølgelig skal have lov til at mødes. 

Det skal voldsparate indvandrerbander og hætteklædte bøller fra det såkaldt autonome miljø ikke forhindre og dermed kortslutte grundloven.

HVIS IKKE demokratiets højborg, Folketinget, skal tage vare på vores fornemmeste princip, hvem hulen skal så?

Det svarede Alternativets Uffe Elbæk ikke på, da han op til weekenden skumlede over Stram Kurs’ møde på Christiansborg. En ’blåstempling’ af partiet, mente han.

Og Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Fremad mente, at der er tale om ’positiv særbehandling’ af Stram Kurs.

SÅDAN TALER folk, der kun hylder fundamentale principper, hvis de passer i eget kram og ikke koster noget. Denne principløshed spreder sig. F.eks. når det gælder danske IS-terrorister, som politikerne gerne ser rådne op fjernt fra vores grænser.

RASMUS PALUDAN kunne ikke være mere enig.

345 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere