Harald, for helvede

 ER det sidste nat med kliken i dag for LO’s formand – Harald Børsting. Harald hvem? lød det umiddelbart fra en række mennesker, Ekstra Bladet i går stoppede på gaden ...

BIFALDET til Børsting for hans over 40 års vælde i fagbevægelsen – og de sidste otte år helt i toppen af poppen – brager i dag internt på LO-kongressen, når han går af til sin fuldfede pension. Men den skarpe, ludende, gammeldags fagforeningsmand bliver langtfra båret ud på skjolde til trompetfanfarer, som han måske nok inderst inde havde håbet. Tilløbet til hans exit har været otte års stivbenet og defensiv stil plus et par maveplaskere. Som f.eks. treparts-forhandlingerne med Corydon i 2012, der blev så kluntet grebet an, at det hele floppede.

I OFFENTLIGHEDEN er han knap nok kendt og da slet ikke som en faglig flammekaster eller medie-løve, der overbeviser tvivlere om, at det nok er meget smart at få meldt sig ind i en fagforening. Tværtimod – medlemmerne er stormet mod udgangen i hans tid. 

HANS ARBEJDE i Dagpengekommissionen skulle være kronjuvelen, der endegyldigt overbeviste omverdenen om hans mesterlige hånd i hårde forhandlinger bag lukkede døre.

DÉT blev den ikke. I hvert fald ikke på de ydre linjer. Ikke mindst hagler kritikken ned fra LO’s stærkeste forbund, Dansk Metal. Børsting fastslog for et par dage siden i et interview, at han ikke ’har et helvedes stort ego’, der skal pudses af, så dét er jo meget heldigt i denne situation. 

’Helvedes’ er hans yndlingsbandeord, men han har et større repertoire i samme genre, der konstant svirrer ud med jysk bryskhed.

BØRSTING fastholder, at tre karensdage var det mindste af to onder, når der skulle ædes kameler ved forhandlingsbordet om reformen af dagpengene. Formentlig har manden ret.

 EN AF DE FØRSTE på aftrækkeren var sjovt nok HK-formanden, Kim Simonsen, der selv havde håbet at blive Børstings efterfølger på kongressen i dag, men som trak sig på forhånd på grund af manglende opbakning. Han mente, resultatet ’åbnede såret igen’. I hvert fald Simonsens ...

56 kommentarer
Vis kommentarer