Hash Larsen har ret

Det har vakt en vis opstandelse, at Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, i en ny bog taler for afkriminalisering af brugen af hårde stoffer samt legalisering af hash, som staten skal stå for salget af.

Socialdemokratiet har selv forårsaget det meste af opstandelsen ved at undsige ham.

Tanken er ikke ny. Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, har for længst foreslået det samme, men blev også undsagt.

De har imidlertid ret.

Forbuds-politikken har ikke virket. Den rammer i højere grad misbrugerne end dem, der tjener på misbrugerne. Hvilket ikke tjener samfundet. En legalisering, hvor staten står for salg af eksempelvis hash, ville vende dette forhold om.

Det vil give indtægter til staten. De vil kunne bruges til at hjælpe folk ud af misbrug. Og politi og retsvæsen vil kunne bruge resurser på at bekæmpe kriminalitet, hvor man rent faktisk gør en forskel.

Og at der vil være tale om betydelige resurser, ved vi. Hash og hårde stoffer er Danmarks måske største kriminelle problem. Med de værste følgevirkninger såsom bandekrig og likvideringer, som har været de seneste års hovedindsatsområde for dansk politi.

Alene Christianias hashmarked hævdes at omsætte for en milliard kroner årligt. Og på trods af årtiers kamp imod det står forbuddet og håndhævelsen af det stadig magtesløs tilbage.

Tanken om legalisering har vundet frem flere steder. Især hvad angår cannabis. En del amerikanske stater har gjort det lovligt at dyrke og have et forbrug på op til et halvt kilogram om året. Norge vedtog for nylig at afkriminalisere stofmisbrugere. I Portugal har man undladt at straffe folk, der ryger hash, pot, tager kokain m.m. i 17 år. Og effekten kan nu måles.

Portugal har oplevet fald i antallet af misbrugere, i udgifter til behandling og i dødsfald og kriminalitet relateret til stoffer. 

Stofferne samt fremstilling og dyrkning af dem er stadig forbudt i Portugal, men besiddelse i små mængder er afkriminaliseret. Et tidligere meget skeptisk WHO (Verdenssundheds-organisationen) betragter i dag Portugals model som en succes.

Tankerne fra Henrik Sass Larsen – som vittige hoveder nu kalder ’Hash Larsen’ – er ikke originale, nej. Narkotika er en alvorlig sag, ja. Men man bør ikke gøre det bedste til det godes fjende.

Bedst ville være, at der ikke var misbrug. Men hvem har nogensinde oplevet en misbruger blive straffet til ophøre med sit misbrug? 

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen