Hestehandel

Lad os tale om Jazz.

DR’s USA-korrespondent, Johannes Langkilde, har fået DR til at betale for at fragte sin kones hest ved navn ’Jazz’ til Washington D.C.

Det er vanskeligt at fatte. Alene at en leder i Danmarks Radio går med til at bruge 70.000 kr. på at transportere en medarbejders kones hest, og at Langkilde kan få sig selv til at bede om det, er forbløffende.

Men det mest interessante er naturligvis, hvad miseren er udtryk for.

’Jazz’ har skabt en ophedet debat, som er klassisk dansk, på de sociale medier. På den ene side står følelsen eller forargelsen. På den anden side pragmatikken.

Pragmatikerne fremhæver, at hesten er en sag mellem DR’s ledelse og medarbejderen. DR ønskede Langkilde – inklusive familie og husdyr. Sådan er det bare mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Men den pragmatiske tilgang rækker bare ikke. For en gangs skyld i en ophedet debat på de sociale medier er det faktisk følelserne eller forargelse, der skal have fortrinsret.

DR er ikke et privat foretagende. DR er os alle. DR er danskernes. Når alle har klappet hesten, og alle vittigheder om, at ’hestetransport er noget, vi giver til hinanden’ og lignende, er ebbet ud, står et foruroligende vidnesbyrd tilbage.

Et vidnesbyrd om en arrogant kultur i Danmarks Radio.

Det er muligt, nyhedsdirektør i DR Ulrik Haagerup er manden, der pragmatisk har givet Langkilde en hestetransport. Haagerup har vistnok selv helikoptertransport fra sit hjem i Midtjylland til DR Byen skrevet ind i sin kontrakt.

Men både hest og helikopter er et normskred. Den slags skred, der bærer berettiget brænde til foragten for eliten.

Det er faktisk os, seerne, der er de egentlige chefer for Danmarks Radio. Rigtig meget taler for, at vi kræver, at generaldirektøren, subsidiært Ulrik Haagerup, står ret foran os. For deres ansvar for en ødsel kultur. For en mangel på ydmyg, redelig og ansvarlig omgang med vores licenspenge.

Så det er ikke ’Jazz’, det handler om. Det er os over for Haagerup, Langkilde med flere. De skulle have spurgt sig selv, hvad vi, deres chefer, siger til fri hestetransport.

158 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere