Hjertelig velkommen

2967 MENNESKER fik i 2014 statsborgerskab i Danmark. I går var samtlige inviteret til fest på Christiansborg, og mange af jer dukkede op.

Det er tiende år i træk, at statsborgerskabsdagen blev holdt, og den tradition siger faktisk meget om, hvad det er for et land, I er blevet en del af.

I KUNNE møde et bredt udsnit af vore folkevalgte, og selv om de sandt for dyden ikke alle er en forlystelse at være i selskab med, så er det alligevel stort, at I således kunne være ansigt til ansigt med de mennesker, vi har sat til at styre landet.

I mange af de lande, I kommer fra, ville den oplevelse nok være utænkelig.

SOM DANSKERE har I en rimelig forventning om at kunne få lov til at udfolde jeres evner og talenter. Til gavn for jer selv, jeres familie og jeres nye land.

I skal også kunne regne med, at kommer I i nød, vil der blive taget hånd om jer.

VI HAR også forventninger til jer.

Danmark er et godt land, men det er ikke perfekt. I må bidrage til at gøre det bedre, som mange andre indvandrere før jer har gjort det.

Vort land er i høj grad skabt af viden, indsigt og idéer, der er blevet bragt til os fra udlandet, og I må meget gerne bidrage med jeres.

I BEHØVER ikke blive som os. Vi er i forvejen en broget flok, så det kan være svært at se, hvem I skal modellere jer efter.

I kan spise, hvad I vil. I kan gå klædt, som I vil. I kan tro på, hvad I vil. I kan spille den musik, I vil, så længe I ikke generer naboen.

MEN DER ER værdier, vi ikke vil have pillet ved. Når I er blevet statsborgere, har I typisk været i landet i nogle år, så I ved det nok. Alligevel for en sikkerheds skyld:

I DANMARK må man sige, skrive og for den sags skyld tegne, hvad man vil. Inden for lovens rammer og de er meget vide.

I kan måske føle jer krænkede over nogle af udsagnene, og det kan I gøre noget ved. I kan sige, skrive eller for den sags skyld tegne et harsk svar. Inden for lovens rammer.

PRINCIPPET er enkelt, og det danske demokrati bygger på det. På grundlag af ytringsfriheden er det samfund skabt, som I har valgt at blive del af.

Vi både håber og tror, I bliver glade for den beslutning.

62 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere