Hør nu efter, kære danskere

En frustreret sygeplejerske fra Rigshospitalet har skrevet en beretning fra virkeligheden under overskriften: ’Derfor står jeg ikke ved din mormors respirator. Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
En frustreret sygeplejerske fra Rigshospitalet har skrevet en beretning fra virkeligheden under overskriften: ’Derfor står jeg ikke ved din mormors respirator. Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

BORGERNE fræser ud i butikscentre ved tanken om, at de lukker ned. Eller styrter i byen for at spise eller drikke sig i hegnet ved udsigt til nedlukning af værtshuse og restauranter.

SØRGMODIGE teenagere overvejer at bryde formaningerne om ikke at krydse Storebælt i julen for at komme hjem til farmor på Djursland. ’Jamen det plejer jeg (snøft). Og jeg har ikke set hende et helt år ...’

SÅ SKULLE du måske have besøgt hende noget før, kan man sige. Og ikke nu i anden pandemibølge, der skyller ind over samfundet.

MEN PYLDREHOVEDER og jammerklager vælter frem, hver gang vi bliver bedt om at holde igen for at stoppe coronasmitten. Eeeeih ... det er altså nærmest krænkende, når vi nu er frie individer, der skal have købt en moccamaster eller mødes med vennerne for sidste gang over en flok bajere, fordi det er så forfærdelig synd for os.

IMENS er vi frie fugle uansvarligt med til at øge smitten, fordi vi trænger sådan, og vi lægger dermed endnu tungere byrder på f.eks. sygeplejerskerne, der allerede er kørt ned til fælgene. Derfor kunne en frustreret sygeplejerske fra Rigshospitalet i går skrive en beretning fra virkeligheden under overskriften: ’Derfor står jeg ikke ved din mormors respirator’.

HUN er nemlig en af de mange professionelle og engagerede ansatte på gulvet i sundhedsvæsenet, der er blevet totalt ignoreret og – ja undskyld, pisset på af både ledelse og myndighederne.

DENNE kvinde meldte sig i foråret frivilligt til en helt ny corona-afdeling, hvor hun og kolleger inden for alle faggrupper derefter knoklede for patienternes skyld. Forleden fik hun ledelsens tak for indsatsen: en madbillet til kantinen.

MANGELEN på format overgås kun af det monumentale svigt, hvor sygeplejerskerne blev kørt ned i foråret, derefter tog sig af puklerne af andre typer patienter og nu igen forventes af stille op, uden at nogen har gidet høre på dem i mellemtiden. I første bølge gik organiseringen sådan set meget godt, for alle skrivebordsgeneralerne var sendt hjem.

GANG på gang har sygeplejerskerne kontaktet ledelsen med bekymrede mails. Alle, som hun skriver, med ’fokus på det centrale spørgsmål: Hvordan forbereder vi os bedst på anden runde? Vi fik aldrig svar’.

Hun er højt specialiseret anæstesi- og intensivsygeplejerske. Nu bliver hun ikke alene ’prikket’ – altså tvangsflyttet – som så mange andre. Men for at passe patienter uden corona og uden at skulle bruge sine specielle kompetencer. Dem kommer man til gengæld i dén grad til at mangle meget snart. Så derfor står hun ikke ved mormors respirator.

TIL GENGÆLD er politikere flittige til at sende sundhedspersonalet taksigelser på de sociale medier. En gold frelsthed på linje med foråret, hvor alle de hjemsendte fra de fede jobs klappede af sundhedssoldaterne i frontlinjen.

MINE KOLLEGER og jeg er ikke ude efter flere klapsalver. Vi har brug for, at I lytter til, hvad vi siger’, siger en sygeplejerske.