Hul i hovedet

ALLE PARTIER i Folketinget er enige om, at politiet kræver et mandskabsmæssigt løft, og der er nærmest opstået et kapløb om at love mest. Foreløbigt fører Dansk Folkeparti med tilbud om 2000 flere betjente.

Imens står formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, og hepper på sidelinjen. Jo flere betjente, han får ansat, jo flere medlemmer får han, og jo højere bliver hans status i forbundet.

MEN DER ER politisk uenighed om regningen.

Hvis man vil være med til at sikre flere betjente, så må man også være med til at finde pengene, lyder kravet fra regeringen. Regeringen foreslår, at man skærer ned på ungdomsuddannelserne og reducerer indsatsen mod social dumping.

ENHVER BURDE kunne indse, at det er hul i hovedet-besparelser, som kan koste samfundet dyrt.

Det har både SF, Enhedslisten og Alternativet forsøgt at forklare finansminister Claus Hjort Frederiksen. Hans reaktion har været at sætte de tre partier uden for døren i de videre forhandlinger!

DER ER LANGT mere fornuft i de meldinger, der kommer fra justitsminister Søren Pind.

Han fremhæver en konsulentrapport, som gør op med flere af de funktioner, som almindelige politifolk varetager i dag:

Hvis HK’ere, private vagtværn og fængselsfunktionærer overtager dele af politiets opgaver, vil det give mere end 500 flere betjente på gaden til at udføre reelt politiarbejde.

ET MERE EFFEKTIVT politi til de samme penge kan også sikres ved at ændre på politichefers måde at lede og fordele arbejdet.

Et godt eksempel: Der blev udkommanderet omkring 1000 betjente for at sørge for ro og orden under den kinesiske præsidents besøg i København for tre år siden. De arbejdede effektivt og sørgede for, at den fine gæst ikke fik et eneste Tibet-flag at se under kortegekørslen fra Christiansborg til Fredensborg slot.

MÅSKE BURDE man fremover prioritere politiets indsats over for forbrydere, f.eks. indbrudstyve, højere end kampen mod fredelige demonstranter. Det kan gøres uden væsentlige nye ressourcer.

 

54 kommentarer
Vis kommentarer