Husk at vi taler om mennesker

Hvis politikerne vil tages alvorligt, må de opføre sig som forbilleder. Opgaven må være at binde os danskere sammen, ikke at skabe splittelse. Og Inger Støjberg hælder benzin på splittelsens bål, når hun fejrer endnu en udlændinge-stramning med kage. 

Det betyder ikke, at vi på nogen måde skal acceptere, at Inger Støjberg bliver truet på livet. Der findes intet forsvar for mennesker, der fremsætter dødstrusler mod offentlige personer. De skal straffes og fordømmes. Punktum.

Det, vi er optaget af her på Ekstra Bladet, er, hvordan vi i et åbent demokrati som vores kan komme dette uvæsen til livs.

Det frygtelige er nemlig, at det ikke er nyt, at der fremsættes dødstrusler mod politikere. Debatten er bare endnu en gang blevet aktualiseret, efter at Inger Støjberg i et interview med Berlingske fortalte, hvordan hun lever under politibeskyttelse 24 timer i døgnet. Det samme har Pia Kjærsgaard og Naser Khader gjort i årtier, og Johanne Schmidt-Nielsen har oplevet at blive erklæret død i en fake news-artikel, der blev delt flittigt på nettet.

Der er kort sagt tale om en trussels-epidemi, som vi har pligt til at gøre noget ved.

Vi ved ikke præcist, om der er kommet flere eller færre trusler de seneste år, men det, vi ved med sikkerhed, er, at på trods af fordømmelser fra alle normalt tænkende mennesker i årtier er der stadig politikere, der må leve under konstant politibeskyttelse.

Derfor er vi nødt til at tale om, hvad vi kan gøre mere end bare at fordømme.

Politikerne skal ikke moderere deres udtalelser. Det vil kun gøre alt endnu værre, for så har vi jo givet efter for truslerne. Vi skal lade debatten rase, sådan som det f.eks. sker på nationen! her på Ekstra Bladet. Folk skal have lov til at mene, hvad de vil, og få luft, men naturligvis inden for lovens rammer. 

Vi skal argumentere imod det, vi er uenige i. Det er kernen i demokratiet og den eneste farbare vej.

Men når man lytter til det politiske flertal, kan man godt få det indtryk, at de synes, det er fedt at afvise flygtninge, sådan bare fordi vi kan. Det er ikke fedt at afvise mennesker i nød, men vi gør det, fordi det er nødvendigt. Vi kan ikke hjælpe alle.

Inger Støjberg kunne lære af sin Venstre-kollega Bertel Haarder, der – når han glædede sig over færre flygtninge – sagde: ’Når der kommer halvt så mange, kan vi gøre det dobbelt så godt for dem, der er kommet’.

Og husk: Det er mennesker, vi taler om – både de politikere, der får mordtrusler, og de flygtninge, der ikke får lov til at komme til vores smørhul på grund af nye stramninger.

Opgaven for alle er at samles, ikke at skilles endnu mere.

344 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen