Hva' med en strejke?

'Vi har de senere år set krænkelses-entusiasmen vokse på Københavns Universitet.' Foto: Colorbox
'Vi har de senere år set krænkelses-entusiasmen vokse på Københavns Universitet.' Foto: Colorbox

Forskermiljøet i Danmark er i oprør. Og vi opfordrer hermed forskerne til at strejke. Gerne i en fem års tid. Så vi får rede på, hvor vigtige de er – eller rettere, hvem der er vigitge, og hvem der ikke er.

Men det tør de nok ikke. De er ellers flere tusind om at hævde, at den ’frie forskning er under angreb’. 3241 forskere opfordrer således i Politiken, regeringen og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til at tilbagetrække en vedtagelsestekst, der er et bredt politisk flertal bag.

I vedtagelsesteksten står der, at Folketinget forventer, at universiteterne sikrer, at den videnskabelige praksis fungerer. At der ikke forekommer ensretning, og at politik ikke forklædes som videnskab samt systematisk unddrager sig kritik.

Vi er svært enige på Ekstra Bladet.

Men det har fået forskere til at reagere, som er de høns, der falder ned af deres pinde og flakser rundt mellem hinanden, fordi nogen har opviglet en historie om skyggen af en ræv i nærheden.

Jammeren er hurtigt vekslet til en offergørelse af sig selv. Og Politikens uddannelsesredaktør konkluderer tilmed som andenstemme på melodramaet: ’Politikernes armslængdeprincip er blevet afløst af en fuckfinger’. Alt sammen på trods af at politikerne slutter teksten med, at ’Folketinget(-) bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.’

Nu er vi på denne avis af natur skeptisk over for universiteterne. Vi har de senere år set krænkelses-entusiasmen vokse på Københavns Universitet. Eksempelvis på grund af festudklædninger. Hvilket rektoren valgte at rette ind efter. Og vi har set en lektor blive professionelt bebrejdet, at han talte om ’mænd’ og ’kvinder’ i sin undervisning og angiveligt dermed udelukkede ’non-binære’. Lektoren underviste i biologi.

Vi har i det hele taget i gentagne tilfælde oplevet, at idioti i lige lovlig mange tilfælde synes at være blevet stedfortræder for fornuft på nationens ypperste anstalt for viden og visdom.

Vi har intet imod forskning. Heller ikke i kønsidentitet. Men hvis endemålet er, hvem der skal bestemme, hvad ’rigtig’ og ‘forkert’ sprog er, hvormed krænkelsesentusiaster til sidst får oprettet et regime, så ser vi helst den slags forskning går i strejke i nogle år, så alle kan sande, at det er vi bedst foruden.

Lad os derfor komme med en anden opfordring: Vi opfordrer regering og uddannelsesministeren til at stå fast.

Hvis forskerne kan læse en så klar tekst, misforstå den så meget og derpå udlægge den så forkert, er det vist på tide at stille sig kritisk an over for deres virke.

Alene forskernes bestyrtelse berettiger vedtagelsesteksten.