Hva’ med kulturen?

Joy Mogensen har været helt fraværende i sit resortområde under hele krisen. Foto: Jens Dresling
Joy Mogensen har været helt fraværende i sit resortområde under hele krisen. Foto: Jens Dresling

VI HAR ET kulturliv, der i den grad har bidraget under krisen, oftest uden at klynke. Er det for meget at forlange en regering og kulturminister, der bifalder indsatsen med i det mindste at bakke op?

ÅBENBART.

KULTURMINISTEREN har faktisk snarere stået på bremsen inden for sit område, i det omfang hun har stået på noget som helst. Hun lagde som bekendt ud med ved nedlukningen af Danmark at erklære, at det ville være upassende, hvis kulturen også skulle have hjælpepakker. Hendes resort-område har været helt uden en interesseret minister. Ville hun hellere have været i spidsen for fiskeriet? Landdistrikternes overlevelse? Vi ved det ikke. Ikke kulturen i hvert fald. Det har været et mismatch fra dag et.

ELLER SNARERE – ser vi nu – blev hun udpeget, fordi hun er knaldgod til at tegne Socialdemokratiets mangel på interesse i kultur!

FINT NOK, at Joy Mogensen kan tegne den gennemsnitlige danskers musiksmag. Men nu, hvor hun skulle vriste sig løs af Henrik Sass Larsens kulturhævntogt overalt fra biblioteker til Det Kongelige Teater, står hun med tomme hænder og sødt, plirrende blåt blik. Bibliotekerne skriger på tilladelse til at genåbne. Men dem kom der jo alligevel aldrig nogen i, mente Sass Larsen. Jo, det er faktisk Danmarks største kulturinstitution med over tre millioner besøgende om året.

DET KONGELIGE Teater, mente Sass Larsen, med partiets fulde billigelse, var noget dyrt, ligegyldigt snobbeshow for de få. I disse dage livestreamer teateret meget typisk en kæmpe satsning – Wagner-opera i fire dage i træk. Det er da flot, at de gør det, de er gode til, i en tid hvor de også bare kunne trække på skuldrene og sige: Vi har lukket.

MÅSKE skulle S lige slå ørerne ud og se, hvad der egentlig blomstrer af kultur på trods af alle odds. Kunstnere har opsøgt almindelige menneske overalt – spillet gratis jazz i baggårde, sunget på plænen ved hermetisk lukkede plejehjem og optrådt virtuelt med stor opfindsomhed.

DANMARKS Radio er lige så kulturforskrækkede som Socialdemokratiet. Lige nu bryster de sig over, at fredagenes fællessang ligger helt i top i seertallene og bruger det til at presse på for flere bevillinger. Generaldirektøren har taget det som en solstrålehistorie og bevis på sine evner for public service, der trøster coronaisolerede sjæle. En DR-mediedirektør, Henriette Marienlund, jublede i B.T.: Det her kan noget mere!’ som om det var en eller anden pudsig nerve i befolkningen, man har ramt.

MEN MÅSKE, som en klumme i Berlingske gjorde opmærksom på i går, stimler seerne sammen om skærmen, fordi sangaftenerne for en gangs skyld byder på vidunderlige, professionelle kunstnere – i stedet for de ugentlige tåkrummende amatører, eller hvor kunstnere skal lave alt muligt andet end det, de er bedst til.

MÅSKE får coronaen gjort det af med ligemageriet i dansk tv’s musikdækning, så originalerne og de professionelle igen kan få lydhørhed.