Hva' så, Mette?

 

DER ER grund til at ønske tillykke med, at Danmark har fået en ny regering.

BEHOVET for at få luftet ud i ministerkontorerne har været udtalt efter VLAK-regeringens misrøgt af velfærden og skævvridning af demokratiet.

MEN JUBLEN over magtskiftet er til at overskue. Efter tre ugers intense forhandlinger og spil for mediegalleriet blev rød blok sent tirsdag aften enig om en såkaldt rød-grøn aftale.

SKÅRET IND til benet er aftalen - eller ’forståelsespapiret’, som det kaldes - blot S-leder Mette Frederiksens garanti for, at hverken de radikale, SF eller Enhedslisten har tænkt sig at rive tæppet væk under hende ved først givne lejlighed.

SER MAN nærmere på, hvad der står i aftalen, træder panderynkerne frem. For aftalen efterlader indtrykket af, at rød blok har klippet i de forskellige valgoplæg og klistret de fine og ambitiøse formuleringer sammen.

DANMARK skal være verdens eller i hvert fald et af klodens grønneste lande. Rød blok er enig om, at drivhusgasserne skal reduceres med 70 pct. i 2030. Et ambitiøst mål, mange vælgere vil klappe i hænderne over.

VELFÆRDEN skal styrkes. Alle skal have det bedre; børnene, de ældre, de syge, de hjemløse, de gravide osv. De nedslidte, som Mette Frederiksen har lovet alt godt fra velfærdskassen, må indtil videre nøjes med forliget, som blå blok og de radikale har indgået. Et løftebrud truer.

HVOR ALLE milliarderne til de forkromede planer skal komme fra, er derimod ret svævende. Jo, visse skatter skal stige. Der kan også hentes et par milliarder på at kyle konsulentfirmaer på porten, men man skal ikke være professor i økonomi for at se, at det ikke rækker.

DEN RADIKALE leder Morten Østergaard pustede sig med sædvanlig selvforståelse op under forhandlingerne. Udlændingepolitikken skulle ændres fundamentalt.

DET KOMMER ikke til at ske. Bevares, den nye regering vil igen tage kvoteflygtninge. Flygtningebørnene skal væk fra Sjælsmark, og det afsindigt dyre udrejsecenter Lindholm skrottes. Men overordnet er målet at fastholde en stram udlændingepolitik.

METTE FREDERIKSEN har fået den regeringsmagt, hun bad om. Først nu kommer det rigtigt svære. Nu skal hun regere.

211 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere