Hva' så, Tulle

MED Dansk Folkepartis kanon-sejr er dansk politik for alvor blevet vendt på hovedet.

FOLKETINGETS mest populistiske parti med stærkt indvandrer-fjendske holdninger og en sand perlerække af urealistiske krav til ’tulliarder’ af kroner bliver nu afgørende ved dannelsen af den nye, borgerlige regering.

VÆLGERNE har talt, og deres dom er utvetydig:

DE KRÆVER Dansk Folkeparti med Kristian Thulesen Dahl i formandssædet placeret centralt i det borgerligt styrede Danmark. Dansk Folkeparti er i dag større end Venstre.

DERFOR er spørgsmålet kort og godt: Hva’ så, Tulle? Er du parat til at tage regerings-ansvar? Skal du være finansminister? Ja, hvorfor ikke statsminister i stedet for Venstres bilags-baron Lars Løkke Rasmussen?

FØR VALGET var DF-toppen nogenlunde fast i sin afvisning af at sidde i regering. ’Det er partiet ikke parat til på nuværende tidspunkt’, lød svaret igen og igen.

MEN I aftes lød der andre ord fra den noget omtumlede Thulesen Dahl, der stadig gik og kneb sig i armen over valgresultatet:

’VI VIL gerne tage ansvar. Vi afviser ikke at gå i regering, hvis det er det rigtige for partiet’, svarede DF-formanden med et skævt smil.

DET SVAR indeholder stadig en pæn mængde elastik. Men Thulesen Dahl og resten af DF-ledelsen vil i de kommende dage blive mødt med et robust krav om at træffe en hurtig afgørelse.

OG DF får virkelig noget at tænke over. Partiet har før og under valgkampen forpligtet sig på en lang række områder – bl.a. om at gøre noget ved dagpenge-massakren, som partiet i øvrigt selv opfandt i VK-regeringens tid – og har med ødsel hånd foreslået alt godt fra havet til bl.a. de ældre.

FRYGTEN for at ende som løftebryder og blive kørt over ende som SF i S-R-SF-regeringens tid sidder dybt i partiets ledelse.

MEN OMVENDT: Størrelse betyder noget. Størrelse forpligter.

DEN MASSIVE valgsejr til Dansk Folkeparti og den flotte fremgang til Liberal Alliance hænger sammen med vælgernes dybe mistillid til V-formand Lars Løkke Rasmussen.

VÆLGERNE har ganske enkelt givet Lars Løkke fingeren og det så eftertrykkeligt, at partiet har mistet over ti svimlende mandater. Som det blev formuleret hos Venstre i aftes: ’Vi har fået en smertelig tilbagegang’.

YDMYGELSEN kan Lars Løkke først og fremmest takke sig selv for.

EKSTRA BLADETS afsløring af f.eks. skandaløse første-klasses flyture på klima-organisationen GGGI’s regning og derefter en ny bilags-skandale, nemlig tøjkøb for 152.000 kr. på Venstres regning, har blotlagt V-formandens flossede personlige moral. Han er igen og igen snublet i bilagene og gledet i fadøls-sjatterne.

VENSTRES regime af spindoktorer og strateger gjorde ellers alt for at flytte fokus væk fra formandens personlige moral. De gik tilmed så langt, at de i valgkampens sidste fase truede TV2 til at fjerne kritiske seer-spørgsmål om Lars Løkkes troværdighed.

MEN VÆLGERNE lod sig ikke narre.

PÅ BUNDLINJEN står, at vælgerne vendte ryggen til rød blok. De radikale og SF har fået tørre tæsk, mens Socialdemokraterne og Helle Thorning klarede det pænt, men ikke godt nok. Hvorimod Alternativet sprang højt og flot over spærregrænsen.

I BLÅ blok fik de konservative dask, men vigtigst af alt: Reelt er Lars Løkke blevet dømt uegnet af de borgerlige vælgere til at stå i spidsen for det borgerlige Danmark.

SÅ VI spørger igen: Hva’ så, Tulle?

196 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere