Hvad er I bange for?

HVAD ER SANDHEDEN bag regeringens beslutning om at lukke Irak-kommissionen? Hvad er Lars Løkke bange for?

I håb om at finde svar har oppositionen presset hårdt på for at få offentliggjort alt ikke-klassificeret materiale, som kommissionen var i besiddelse af indtil lukningen. Men uden held da regeringen er lodret imod.

– Fordi sagen er tilstrækkeligt belyst, har det gang på gang lydt fra statsministeren.

MEN NU LÆGGER Liberal Alliance også voldsomt pres på Lars Løkke. Hvis ikke papirerne bliver fremlagt inden jul, vil vi sørge for, at du bliver tvunget til det af et folketingsflertal, lyder truslen fra det borgerlige støtteparti.

Justitsminister Søren Pind har hidtil forklaret regeringens afvisning med, at man bare kan søge aktindsigt i materialet. Men hvordan kan man søge indsigt i dokumenter, man ikke aner eksisterer?

IFØLGE POLITIKEN har kommissionen haft adgang til centrale mødereferater og telefonsamtaler mellem daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og USA’s tidligere præsident George W. Bush.

At Anders Fogh var tæt knyttet til Bush, er en offentlig hemmelighed. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad de to aftalte med hinanden.

OPPOSITIONEN er overbevist om, at Foghs beslutning om at sende Danmark i krig mod Irak byggede på Bushs forsikringer om, at Saddam Hussein rådede over masseødelæggelsesvåben. Hvad han som bekendt ikke gjorde.

Så Venstre – og de konservative – fabrikerede efterfølgende en officiel forklaring om, at årsagen til Danmarks krigsdeltagelse alene var, at Saddam i årevis havde blæst på flere FN-resolutioner.

DERFOR VAR DET mildest talt ubekvemt for Venstre, at Carl Holst i sin korte tid som forsvarsminister nåede at udtale, at ’vi gik i krig, fordi vi troede, der var masseødelæggelsesvåben’.

Dermed gav han ammunition til de partier, som nedsatte Irak-kommissionen. Og derfor fik Lars Løkke lynhurtigt lukket munden på ham.

SANDHEDEN? Den når vi formentlig aldrig frem til. Men Liberal Alliance kan hjælpe den på vej ved at stå fast.

103 kommentarer
Vis kommentarer