Hvad Pia ikke forstår

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, bryder sig ikke om Ekstra Bladet.

Det lever vi fint med her på avisen.

Men vi foretrækker dog, at Pias mishag har reelle årsager. I Jyllands-Posten hævder Kjærsgaard imidlertid, at Ekstra Bladets kåring af prins Henrik som konge var ’perfid’.

’Jo, mere man har kunnet nedgøre ham, jo sjovere,’ siger fru formanden om vores dækning af landets nu afdøde prinsgemal.

Men når Pia Kjærsgaard anklager os for at nedgøre og kun udvise ’total mangel på respekt’ for prins Henrik, er det forkert. Vi ekskluderede ham aldrig. Tværtimod. Vi drillede ham, ja. Blandt andet med billeder, Pia Kjærsgaard ikke bryder sig om.

’Der er billeder, som ikke er flatterende med en dum tekst under. Der er forskel på ironi og humor, og så det at man træder på folk, som Ekstra Bladet gør,’ siger hun.

Efter et helt liv i politik kommer det tilsyneladende bag på Pia Kjærsgaard. Men Ekstra Bladet er Danmarks eneste erklærede republikanske avis.

Vi er imod kongehuset. Vi synes ikke, at en tilfældigt udvalgt familie – ja, her kommer det måske også bag på Pia, at dronning Margrethe ikke nedstammer i direkte linje fra Gorm Den Gamle – skal leve i luksus på alle andre borgeres regning.

Sådan er virkeligheden i Danmark. Og velkommen til den, siger vi.

Når vi på Ekstra Bladet kritiseres for at bringe prinsgemalen med stor vom på en strand i et liebhaver-resort, er det fordi danskerne har ret til at se, hvad den tilfældigt udvalgte familie bruger de rundhåndede bevillinger til.

Billedet af prinsen med vom viser vellevned mere end nogen ord.

Vi har såmænd vænnet os til, at Pia ikke er den kvikkeste kano i åen, når det gælder humor. Men som en politiker, der altid har fremhævet Danmark som sit kald, er hun nødt til at lære følgende:

Det er en uafviselig del af den danske sjæl at gøre grin med enhver vigtigprås og med al opstyltet højtidelighed.

Det forstod prins Henrik faktisk. Han var indiskutabelt det mindst forfængelige medlem af kongehuset. Han var også det mest selvironiske medlem. Og han var det mindst majestætsfornærmede medlem.

Det kunne Folketingets formand lære noget af.

For er der ikke en særlig ironi i, at Pia Kjærsgaard forfængeligt finder sin evige fornærmelse frem på vegne af en mand, der aldrig var det selv?

Eller i hvert fald ikke var det over andet, end at han ikke måtte være konge.

Det var derfor Ekstra Bladets forside torsdag lød: ’Du var konge’. Hermed blev alt fortalt, alle lagene i prinsen og hans liv – også dem Pia ikke forstår.

777 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere