Hvad vil du Ellemann?

Da Venstre endelig tog sig sammen til at sige farvel og tak til Lars Løkke Rasmussen, troede alle, at det stoute bondeparti gik mod nye og bedre tider. Nu skulle det være slut med en formand, der mest styrede efter, hvad der gavnede ham selv. Og bevares, Jakob Ellemann-Jensen køber ikke underbukser for medlemmernes penge.

Ellemanns problem er derimod, at han ingenting gør. Og hvis han endelig gør noget, er det altid for sent og på bagkant. Han virker som en mand, der vågner hver morgen ved at falde ud af sengen.

I denne uge skete det hele to gange.

Alle har i måneder vidst, at et forslag fra socialdemokraterne om nedslidte var på vej. Men Ellemann virkede nærmest overrumplet og forsøgte desperat at tale den nuværende seniorpension op som et alternativ til Mette Frederiksen Arne-udspil. Den bed ingen på, og Ellemann og Venstre er nu ude af forhandlingerne, før de er begyndt.

Forud for Venstres sommergruppemøde fredag havde han så indkaldt Avisen Danmark til et interview. Formålet var at forklare, at han var enig i Lars Løkkes stramme udlændingepolitik: ’Der er sat spørgsmålstegn ved, hvor jeg står på udlændingepolitikken. Det kan hverken jeg eller Venstre være tjent med. Jeg står fuldstændig på den samme udlændingepolitik, som Venstre gjorde, inden jeg blev formand’.

Hvad skal man sige til det, andet end nå.

Det er, som om Venstre med Ellemann er blevet et parti, der udøver politik som et kontorjob. Man ser for sig Ellemann møde som en anden embedsmand kl. 9, skimme dagens aviser, se, hvad der ligger af sager i indbakken, give et par oneliners til TV (og det kan han), og så er det hjem igen for at tage et par private billeder til Instagram.

Hvad er projektet Jakob Ellemann – for dig og Venstre – udover at du gerne vil være statsminister? Det er uklart. Man fristes til at fremhæve, at netop på det punkt ligner Jakob Ellemann sin forgænger Lars Løkke, for hvem det tilsyneladende alene handlede om at bevare magten. Forskellen er bare, at Løkke bed sig fast i bordkanten i Statsministeriet, hvilket på ufattelig vis lykkedes i årevis. Ellemann derimod er længere fra Statsministeriet nu, end han var, før han blev valgt. 

213 kommentarer
Vis kommentarer