Hvor danske er I?

DET KALDES som bekendt det danske kongehus.

Men hvor dansk er det efterhånden? I går blev det meddelt, at kronprins Frederik og kronprinsesse Marys børn - Christian, Isabella og tvillingerne, Vincent og Josephine - næste år sendes på et skoleophold i Schweiz.

DAGEN FORINDEN havde Ekstra Bladet dertil fat i prins Joachim i Paris. Prinsen er flyttet til den franske hovedstad for at tage en lederuddannelse på den franske militærskole École Militaire. Iført ' SU' hjemmefra på 300.000 kr. om måneden, selvom han stort set intet foretager sig på vegne af nationen.

' VED DE HVAD? Jeg er på mission for Danmark her i Frankrig, og det her er ikke noget, man lige kommer cyklende til,' forsvarede prinsen sig og tilføjede: ' Og så skylder jeg også at sige, at jeg er blevet stærkt opfordret til det også af dronningen'.

EN 50-ÅRIG mand, der gemmer sig bag mors skørter, er aldrig et kønt syn. Et helt kongehus, der påstår, at man møjsommeligt tjener Danmark, når man åbenlyst ikke gør det, er værre.

Prins Joachim er i det hele taget et symptom på en smuldrende kontrakt mellem os danskere og vores repræsentative monarki. ' Repræsentationen' lader ofte en del tilbage at ønske.

JOACHIM FIK i sin tid godset Schackenborg i Sønderjylland forærende. Han skulle være landmand.

Dermed kunne han ikke alene indtage en repræsentativ hædersplads i et traditionelt, jordbunden og historisk dansk erhverv. Han ville tillige blive kongehusets fremmeste repræsentant i provinsen.

Hvilket alle billigede og bifaldt. Indtil prinsen opdagede, at der ikke er meget party i provinsen.

FIDELE RIGMÆND udfriede prinsen fra Møgeltønder.

Formentlig mod at få permanent adgang til hofbal og kongelige jagtselskaber. Joachim fik sig i stedet en jetset-villa nord for København. Hvilket om noget indrammer den smuldrende kontrakt med danskerne. For hvori består en kongelig forankring i folket, hvis den kongelige blot hæver sin hyre for at tilfredsstille sig selv og sine? DET ER muligt, kostskolen i Schweiz er god. Det er muligt, den franske militærskole École Militaire gør noget for prins Joachim. Det er dertil muligt, at kongelige afkræves at være internationale.

DET TILSIDESÆTTER bare ikke, at der er tale om en udvalgt familie, som modtager danmarkshistoriens mest lukrative overførselsindkomst mod først og fremmest at være Danmarks og danskernes.

SIDSTNÆVNTE har ret til at spørge, hvad der foregår, og få et svar.

132 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere