Hvor dumme tror han vi er?

 Fiktion: Jeg forstår ikke Lars Løkke Rasmussen. Det handler ikke om hans politik, men om hans måde at præsentere sin politik på. 

I denne uge blev det helt grotesk, da regeringen fremlagde sin nye skatteplan. Aftenen før fremlæggelsen tonede Løkke frem på tv-kanalerne og meddelte, at 'dem, der relativt får den største skattelettelse med det, vi lægger frem i morgen, er folk på helt almindelige overenskomstmæssige vilkår. Det er f. eks. en HK'er'. 

Der var altså lagt op til fest hos de lavestlønnede. Men som altid med Lars Løkke passede ordene ikke til virkeligheden. Da tallene kom på bordet, kunne man se, at en direktør får omkring 26.000 kr., en HK'er 5000 kr. 

I et par dage sloges Løkke og hans håndgangne mænd for at fastholde, at de skam ikke løj, fordi HK'eren i procent ville få mere end direktøren. Men heller ikke det er rigtigt. Torsdag krøb regeringen til korset og fremlagde den korrekte beregning:

Direktøren får både flere kroner og procent end HK'eren.

Tilbage står en totalt afpillet statsminister, der på groveste vis forsøgte at manipulere virkeligheden. Og man må spørge sig selv, hvor store idioter, tror Lars Løkke egentlig, danskerne er? 

Selv et 1. klasses barn ved, at 26.000 er mere end 5.000. Og selvom Løkke skulle have haft ret i, at HK'eren 'relativt' får mest, så kan man altså ikke købe tøj, mad og fornøjelser for procenter, men for kroner, og man får som bekendt meget mere for 26.000 kroner end for 5.000. 

Løkke har i den grad båret ved til et bål, som allerede buldrer. Nemlig politikerleden. Løkke har i denne uge vist, at vi på ingen måde kan stole på det, han siger, men jeg fatter ikke, at han turde løbe risikoen. Mandens troværdighed er i forvejen i bund, og nu fik den lige et ordentligt hak længere nedad.

Det ville være mere troværdigt, hvis Løkke bare sagde det, som det er. Regeringen vil give de rigeste størst skattelettelser ud fra den logik, at hvis man forærer de rigeste flest penge, så bruger de dem med det samme, fordi de har råd til det. De dårligst stillede er mere forsigtige. 

Men det ville jo være skønt, hvis vi havde en regering, der tænkte lidt mere langsigtet og hellere ville bruge det påståede opsving til at forbedre hospitalerne, ældreplejen og give uddannelserne et kvalitetsløft, frem for at give de rigeste 10 % af befolkningen mulighed for at gå en bilklasse op. 

Men sådan bliver det aldrig i Løkkeland. Der bliver intet, som statsministeren siger, det gør.

362 kommentarer
Vis kommentarer