Hvor er børnenes statsminister?

Det er fortsat tilladt at omskære drenge i Danmark. Det skønnes at ske mellem 1000 og 2000 gange om året. Foto: Dita Alangkara/AP/Ritzau Scanpix
Det er fortsat tilladt at omskære drenge i Danmark. Det skønnes at ske mellem 1000 og 2000 gange om året. Foto: Dita Alangkara/AP/Ritzau Scanpix

Skal nogen omskæres, bør de være mindst 18 år og dermed i stand til at tage beslutningen selv. Men et nølende folketing, grænsende til kujoneri, står på Gud ved hvilket år og træder sig selv over tæerne, mens omskæring af små drenge fortsætter – trods fatale følger i flere tilfælde.

Læger, jordemødre og sundhedsplejersker har netop i protest forladt en tværfaglig arbejdsgruppe, som Styrelsen for Patientsikkerhed nedsatte tidligere på året. De raser over, at deres faglige vurdering i forhold til omskæring af drengebørn ignoreres af styrelsen.

I et Danmark, hvor hensyn til religiøs tradition på forbløffende vis fortsat er hævet over små drengebørns helbred og velfærd, går man åbenbart forgæves til såvel styrelser som Christiansborg.

Anæstesilæger gør indtrængende opmærksom på, at omskæring bør ske under fuld narkose og foretages af kirurg-uddannede læger. Modsat at blive udført med lokalbedøvelse og af eksempelvis hænderrystende rabbinere.

Det er ikke i orden at skære i små børn. Uanset hvilket kælenavn ens gud har, eller hvilken jødeskik eller juleskik man efterlever, eller i hvor mange århundreder man har gjort det. Hvilket Ekstra Bladet før har bemærket på lederplads. Vi er et velfærdssamfund, ikke et middelaldersamfund. Kvinder med menstruation er heller ikke ’urene’ mere, homoseksuelle skal ikke stenes, og tyve får ikke hugget hænderne af. Ligesom piger bør drenge også have ret til egen krop.

Der findes ingen gode argumenter for at omskære børn. Det demonstrerer det jødiske samfund selv, hver gang et forbud debatteres. ’Det kriminaliserer forældrene,’ lyder et hovedargument. Ja, det er normalt meningen med forbud, må vi svare. Eller man påberåber sig offerrollen og hævder, at kritikken er antisemitisk.

Til dette sidste kan man kun sige: Nej, omskæring af drengebørn er lige forkasteligt, hvad enten det er en jødisk, muslimsk eller en hvilken som helst anden tradition.

Den forrige regerings justitsminister, Søren Pape (K), meddelte, at han og VLAK-regeringen ikke ville ’trykke på den knap, der sætter jøderne ud af Danmark.’ Interessant argumentation, da netop den regering ikke forsømte nogen lejlighed til at hævde, at der ikke skal være parallelsamfund her i landet.

Og hvor bemærkelsesværdigt er det ikke, at ni ud af ti danskere går ind for et forbud? Og at et borgerforslag med netop en 18-års-regel nåede over 50.000 tilhængere på rekordtid? Og alligevel vælger danske politikere fortsat underkastelsen?

Lad os minde hinanden og Mette Frederiksen om, hvad hun sagde under valgkampen:

Jeg vil gerne være børnenes statsminister.’

359 kommentarer
Vis kommentarer