I det borgerlige bageri

De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, udlægger teksten efter sommergruppemødet flankeret af gruppeformand Mai Mercado og politisk ordfører Marcus Knuth. Foto: Jonas Olufson
De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, udlægger teksten efter sommergruppemødet flankeret af gruppeformand Mai Mercado og politisk ordfører Marcus Knuth. Foto: Jonas Olufson

Det var sigende.

Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape, stillede sig i går op på partiets pressemøde i anledning af sommergruppemødet og talte som noget af det første om, at de borgerlige ikke hænger sammen.

I stedet for at gå i kødet på den socialdemokratiske regering fremhævede og understregede Pape således manglerne i blå blok.

Disse er heller ikke til at skjule.

DE Konservative fremlagde derpå ’pejlemærker’, som blå blok skal samle sig om. Og lige så sigende det er, at sådan en dej burde være slået op af Venstres leder, Jakob Ellemann, fik den Pape til at fremstå som en bagersvend, der gerne vil være mester.

Gode meningsmålinger har dertil på det seneste fået folk til at tale om Pape som den nye Schlüter. Underforstået som en mere oplagt borgerlig statsminister end Venstres formand. Hvilket Pape dog afviste på pressemødet.

Han henviste til, at Venstre har 42 mandater, og Det Konservative Folkeparti kun 13.

Det giver dog kun anledning til at understrege, hvori den egentligt interessante sammenligning med Poul Schlüter ligger.

Venstres nuværende 42 mandater er præcis det samme antal, Schlüter toppede sit parti med i 1984 – i øvrigt inklusive en danmarksrekord i personligt stemmetal for partiformanden selv.

I løbet af de næste par årtier faldt Det Konservative Folkepartis popularitet som et flygel fra femte sal. Det er derfor ingen naturlov, at Venstre vedbliver at være et statsministerparti. Partiets formand bør således med bæven skele til historien i det parti, Søren Pape vil genopbygge. Og som Marcus Knuth, de konservatives nye politiske ordfører, dertil har forladt Venstre til fordel for.

For hvis man alligevel mener stort set det samme som Socialdemokratiet – og det kun er Kristian Jensen, der ikke må sige det – er der lang vej til en egentlig borgerlig opposition i Danmark.

Det var den store pointe på pressemødet med de konservative i går eftermiddag: Her stod en Søren Pape Poulsen og tog hul på arbejdet med at ælte blå blok igennem i håb om, at dejen igen vil både hænge sammen og hæve.

Og måske mest af alt fordi Jakob Ellemann, der burde gøre det, end ikke kan få sit eget parti til at hænge sammen. Og dermed endnu mindre kan skabe omsætning i det borgerlige bageri. 

135 kommentarer
Vis kommentarer