I klemme

Ekstra Bladet har de seneste dage beskrevet, hvordan borgere bliver stavnsbundet.
Ekstra Bladet har de seneste dage beskrevet, hvordan borgere bliver stavnsbundet.

NÅR POLITIKERNE gennemfører store anlægsarbejder, ender mange borgere med at bo klos op ad vindmøller, motorveje, enorme datacentre, larmende kampfly og jernbaner.
Deres huse bliver på det nærmeste usælgelige. De er stavnsbundne.

VI HAR AFSLØRET, hvordan den danske stat sammen med den svenske energigigant Vattenfall i deres iver for at opføre en kæmpemæssig vindmøllepark ødelægger livet for hundredvis af borgere langs den jyske vestkyst med fusk, fortielser og manipulation.

VI HAR BESKREVET, hvordan en masse almindelige mennesker er kommet i klemme, fordi transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil have nye linjeføringer i spil til midtjysk motorvej.

VI HAR FORTALT OM, hvordan politikerne jubler over enorme data-anlægsprojekter, som lige nu skyder op i Viborg, Odense og Rødekro, uden at tænke på alle de borgere, som får byggeplads i baghaven de næste 10-15 år.

VI HAR LYTTET til de lokale beboere, som stavnsbindes i et støjhelvede, når de nye vanvittig larmende F35-kampfly tages i brug på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland.

OG I DAG GIVER vi ordet til gårdejer Ejnar Hansen og hans kone, Birgitte, der kommer i økonomisk klemme som følge af en ny jernbanestrækning på Vestfyn.
Ægteparret ejer de marker, som staten vil nedlægge, men det offentlige vil kun betale for den jord, som skal bruges til selve jernbanen. Resten opdeles i et virvar af jordlodder – og hvem vil købe en gård, hvor markerne ikke hænger sammen?

ALLE KAN FORSTÅ, at staten, regionerne og kommunerne kan blive tvunget til at muskle ting igennem af hensyn til samfundets interesser.
Men det er uacceptabelt, hvis man undervejs træder de borgere under fode, som ufrivilligt bliver en del af planlægningen.

DET DREJER SIG om at tage hensyn. Både til almenvellet og til den enkelte borger, der er kommet i klemme.

97 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere