I kø for at hjælpe

TIME FOR TIME bliver vi bombarderet med rædselsberetninger om flygtningestrømmen i Europa - den største siden anden verdenskrig.

Mange lande kan ikke klare presset. De lukker sig inde og ruller kilometervis af pigtråd ud for at holde flygtningene fra livet.

POLITIKERNE ER rådvilde - og bange - og det smitter selvfølgelig af på os alle.

Derfor er det befriende at registrere de små humanitære solstrålehistorier, som popper op midt i tragedien:

GRY HELTOFT RAVN havde planlagt at kombinere sin ferie med lidt velgørenhedsarbejde og ville derfor aflevere en kuffert med tøj til flygtningene på den græske ø Lesbos.

Men det udviklede sig lynhurtigt til noget meget stort. Danskere stod i kø for at bidrage, og der er på få dage indsamlet flere ton tøj, sko, telte, soveposer, legetøj - plus 450.000 kr. i kontanter.

Omkring 200 frivillige er mødt op på et lager i Albertslund for at sortere og pakke de mange ting.

OGSÅ PÅ ANDRE områder er hjælpsomheden til at tage og føle på - ikke mindst i provinsen, hvor masser af familier har åbnet deres hjem for flygtninge.

Ud over hjælp til en masse praktiske ting får de at mærke, at der i Danmark også findes venlige og imødekommende mennesker, som er parat til at støtte mennesker i nød.

PÅ DJURSLAND slog op imod tusinde lokale borgere i weekenden ring om et asylcenter, der var blevet udsat for brand og hærværk. De kom med venlighed og smil og beroligede de skræmte asylsøgere.

Det er sigende, at Politiken i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp har fundet det nødvendigt at starte en indsamling for at rette op på regeringens politik. Pengene skal give børn af flygtninge med asyl i Danmark mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter: Spille fodbold, gå til musik, være spejder.

REGERINGEN og Dansk Folkeparti bruger mange kræfter på at gøre dagligdagen så ulidelig som muligt for de få tusinder, som er sluppet gennem nåleøjet på flugt fra krigens rædsler.

Derfor er det vigtigt, at de - og ikke mindst deres børn - også møder varme og ægte medmenneskelighed.

140 kommentarer
Vis kommentarer