I kvotekongens seng

LARS Løkke fortiede lige en iøjnefaldende detalje sidste år på et ellers meget direkte spørgsmål om sin relation til en af Danmarks stenrige kvotekonger:

HAN afviste i Folketingets Fiskeriudvalg under et samråd at have en personlig relation til stor-fiskeren og rigmanden John-Anker Hametner fra Thyborøn.

ALLIGEVEL afslører Ekstra Bladet i dag, at dette ’fjerne’ bekendtskab overlod sit sommerhus til Løkke i dennes private sommerferie året før,nemlig i juli 2016. En lækkerbisken af et hus i Skagen og lige i højsæsonen – hvor en uges leje minimum vil ligge på 11.000 kr. Gået på klingen forklarede Løkke i aftes til Ekstra Bladet, at han fik en uges ophold i gave, da han fyldte 50 år i 2014. Men han havde først tid til at indfri gavekortet to år senere på grund af travlhed.

DENNE flotte gave nævnte Løkke dog ikke et kvæk om, da Folketingets Fiskeriudvalg borede i, hvor tæt hans personlige relation til Hametner er. Her spurgte man ellers en del til eventuelle sammenfald mellem de nordjyske kvotekongers generelle generøsitet over for Venstre og Løkkefonden.

TVÆRTIMOD gik Løkke forurettet og aggressivt til modangreb og talte om smædekampagne og insinuation, da man bad ham forklare den personlige relation til John-Anker Hametner. Hvorfor nævnte statsministeren ikke, at han faktisk havde fået en uges ophold i gave i kvotekongens hus? Eller får Løkke bare masser af fede sommerhusophold foræret af flinke folk, som synes, de godt vil kvittere for, at han ... ja? At han hvad? Er det bare helt sædvanlig business på de kanter?

MEN LØKKE hånede ’insinueringen’ om, at kvotekongernes gavmildhed skulle påvirke politikken over for stor-fiskernes monopol. Løkke fandt antydningen ulækker og uværdig, sagde han.

LØKKE virker i dét lys selv ulækker og uværdig, når det nu viser sig, at statsministeren boltrede sig i Hametners 130 kvadratmeter idyl.

I BETRAGTNING AF, hvor meget politisk dynamit der var over en lang periode i sagen med fiskekongerne, Venstre og ministeries beskyttelse af kvotekongerne, er det for dårligt, at Løkke først nu kommer ind på sommerhuset. Han kunne jo have forklaret lige ud ad landevejen, som han gør nu, at der lige var denne her helt uskyldige fødselsdagsgave fra en stenrig branche, der er helt vild med Venstre. Så kunne man have taget den derfra. I stedet rokker den ved troværdigheden nu.

MINISTEREN for fiskeriet, Esben Lunde, blev pålagt at gribe ind mod kvotekongerne, så mindre erhvervsfiskere også fik en chance. Ministeriets embedsmænd leverede et katalog over muligheder i den retning. Men dét holdt Esben Lunde som bekendt skjult for Folketingets Fiskeriudvalg, hvad han først fik en næse på størrelse med en rejetrawler og siden en fyreseddel for.