I røg og damp for sundheden

Virkeligheden kalder: Naturligvis ville det bedste være, hvis ingen røg. Men sådan er virkeligheden desværre ikke, og det er virkeligheden, vi bør forholde os til – ikke en utopi. Op mod en million danskere ryger, selv om de udmærket godt ved, det skader deres helbred. Men der findes faktisk en mellemvej mellem at ryge eller stoppe. Det er den såkaldte e cigaret, der er nikotindamp uden alle de skadelige stoffer, som er i cigaretterne.

Det alternativ benytter mere end 250.000 danskere sig allerede af, men det kan snart være slut. En ny lov vil nemlig sidestille damp med tobak, og det har efterhånden udviklet til noget nær en religionskrig. Mere end 1000 har klaget over lovforslaget, hvilket er uhørt mange.

Der er i dag ingen kontrol med, hvilke e-damp-produkter der sendes på gaden, så selvfølgelig er der brug for en regulering, så f.eks. børn ikke har adgang til at købe e-cigaret-væsker, der kan forveksles med slik og være meget farlige, hvis de tages forkert.

Men i røgtågerne opererer tobaksindustrien. De vil kvæle e-cigaretten eller endnu bedre tage kontrol over produktet, så de kan fortsætte deres milliardindtjening. Politikernes påvirkes massivt af en industri, der gennem årtier har vist, at de er uden skrupler i jagten på indtjening.

Det, man nemlig skal forstå i denne meget komplicerede sag, er, at det ikke er en stor tobaks- eller medicinalvirksomhed, der har udviklet e-cigaretten. Den er skabt af mennesker, der gerne ville ’ryge’ uden at udsætte sig for en overhængende fare for at dø af det. Siden den første e-cigaret blev udviklet i Kina i 2003, har produktet spredt sig som en steppebrand via nettet, hvor folk har delt tips og tricks og bytter udstyr og væskeopskrifter. E-cigaretten er ganske enkelt blevet en verdensomspændende folkebevægelse.

Vi kender ikke langtidseffekten, men vi ved, at e-dampen med det samme giver rygere lugte- og smagssansen tilbage og får dem til at stoppe med at ryge de langt farligere cigaretter.

Hvorfor vil politikerne stoppe noget, der tegner så positivt?

Der er to mulige svar: Enten er vi blevet en nation af overformyndende kontrollanter, der ganske enkelt ikke kan få regler nok, eller også er politikerne endnu en gang blevet smurt og spinnet på plads af tobaksindustrien.

Den rigtige løsning burde være at sætte et kæmpe udviklingsarbejde i gang og sørge for, at godkendelsen af nye produkter blev gratis, så vi kan få endnu flere varianter, og selvfølgelig sørge for at de kun kan sælges i godkendte butikker. Apotekerne er en oplagt mulighed.

Det ville kvæle den kvalme røg fra tobaksindustrien og formentlig også gavne folkesundheden.

59 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere