Idioten fra Aarhus

Debatten, der pludselig kom: Ingen er vist i tvivl om, at Lars Løkke Rasmussen og Venstres nedsmeltning i valgkampens første uge har fyldt utroligt meget. Og med god grund.

Hvad der til gengæld og højest overraskende har fyldt meget lidt, er flygtninge og indvandrere.

Men så skete der pludselig noget grundlovsdag. På skærmen tonede en idiot fra Aarhus frem, salafisten Adnan Avdic, der opfordrede alle muslimer i Danmark til at lade være med at stemme, fordi det er med til at krænke profeten.

Og i øvrigt ledsagede idioten ordene med gentagne gange at sige ’i helvede med Grundloven’.

Der er ikke meget nyt i idiotens udgydelser. Den er han kommet med flere gange, senest for et par måneder siden i en debat med Inger Støjberg på Ekstrabladet TV.

Men nu er det jo valgkamp, og så kan alt blive stort. Så det her emne vil i mangel af bedre komme til at fylde utrolig meget de næste dage.

Virkeligheden er, at der i Danmark findes en meget lille gruppe muslimer, der ikke respekterer noget som helst andet end deres egen middelalderlige og forkvaklede tilgang til tingene.

Og det værste er, at de heller ikke respekterer, at andre tænker anderledes, og – allerværst – at de er parat til at tvinge andre til at tænke som dem selv.

Hidtil har tonen i valgkampen nærmest været frydefuld. Hovedaktørerne Thorning og Løkke har talt pænt til hinanden, og selv deres små skødehunde og de lidt større bulldogger har fulgt trop.

Det er slut nu. Bare vent til debatten mellem Thorning og Løkke i aften på DR1. Her vil Løkke benhårdt gå efter struben på Thorning. De ekstreme muslimer er en af de sager, som kan være en game changer for en presset Løkke.

Vi har allerede hørt flere politiske kommentatorer tale om det.

Men nu har de politiske kommentatorer før taget fejl, og medmindre det lykkes Løkke at overbevise os om, at regeringen ikke har gjort tilstrækkeligt for stoppe og inddæmme ekstremisterne, så vil Løkke ikke alene kunne vinde valget på denne sag.

Virkeligheden er jo også, at vi såmænd også ville have haft en lille gruppe idioter som Adnan fra Aarhus, hvis Løkke havde været statsminister.

Dermed ikke være sagt, at man ikke kan gøre mere for at inddæmme dem.

Det er f.eks. uforståeligt, hvorfor vi endnu ikke har kørt en prøvesag ved en domstol mod danske Syriens-krigere. Det er regeringens ansvar og fejl. Det er nemlig her, at de mest ekstreme og farlige personer findes. De opererer i det skjulte og kommer stort set ud af ingenting. Vi så det med terroristen Omar, der for nylig dræbte to i København.

Det afgørende er, om politikerne bare vil byde over hinanden i en kappestrid om at være mest hård, eller om de reelt vil gøre noget for at stoppe terroristers hærgen i Danmark.

Idioten fra Aarhus burde naturligvis ikke være i Danmark – her er jeg helt på linje med fødevareminister Dan Jørgensen, der synes, at han skulle ’skride’. Men så nemt går det ikke, og inden vi nu kammer helt over, så kunne vi jo også rose os af, at vi faktisk har et demokrati, hvor det er tilladt for idioter som Adnan at nedgøre vores demokrati.

Det er jo netop det, man ikke kan i de lande, som Adnan hylder.

Men vi har brug for et handlekraftigt demokrati, der kan sikre borgerne mod terrorisme.

144 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere