Ingen kan lide turister

VI BØR HOLDE ferie på en ny måde, siger Verdensnaturfonden. Eksempelvis ved at blive hjemme.

Jeg er enig.

SELVFØLGELIG bør man undgå at fyre en overdrevet CO2-kvote af på at drøne planeten rundt for at se den, inden den angivelig smelter bort. Men jeg har dertil aldrig været tilhænger af eksotiske eller eksklusive turistmål.

’Se det smukke Taj Mahal’. Okay, jeg ser det, og hvad så nu?

FOR NYLIG gik et billede af bjergbestigere, der stod i kø for at nå toppen af Mount Everest, verden rundt. De stod opmarcheret, som var der tale om brandudsalg i Elgiganten. Det eksotiske eller eksklusive er altid målet. Hvis ikke Taj Mahal eller Mount Everest så et lille, udsøgt sted for enden af en undselig bivej, feriebilen til sidst vugger sig frem til. Et sted så autentisk og uberørt, at man er den første til at tage billeder af det. Et sted, der bare ligger og venter på at byde lige præcis en selv velkommen. Og derpå bringer en til feriehvile i en lokal imødekommenhed, der kan forveksles med venskab i stedet for et kundeforhold.

SANDHEDEN ER BARE, at ingen kan lide turister. En del folk, der lever af turister, hader dem ligefrem. Og er ens land eller man selv genstand for deres interesse, kan de drive en hjem bag låste døre. Den ultimative godtgørelse er, at når man selv er turist, skyr man dem særlig meget. ’Der var helt fantastisk, hvor vi var. Der var næsten ingen turister,’ lyder det.

VI VIL VÆRE alene, men ender oftest, hvor andre er. Vi kan lide eksotiske, paradisiske eller autentiske rejsemål, der ikke har været genstand for flokke af åndsfraværende, selfie-fotograferende og nedtrampende horder af folk som os selv. 

Vi gider ikke folk som os. Nærede nogen af os ved begyndelsen af vores ferie en romantisk forestilling om at rejse bort for derpå at vende hjem som et nyt menneske, kan man på de sociale medier forvisse sig om, at alle de andre på deres eksklusive ferie har indtaget de samme drinks, den samme mad og en lignende udsigt.

SÅ ER NEW YORK pludselig det nye Kreta. Man står en aften i lyshavet på Times Square og forsøger at indånde et internationalt sus langt fra sin egen provinsialismes dagligdag, og en fynsk dialekt lyder pludselig: – I skal tættere sammen, hvis I allesammen vil med på billedet. 

Al vores feriestræben efter det unikke ender som det modsatte. Som det uoriginale, som normalen, som almindeligheden.

Det er således ingen dårlig idé at blive hjemme.

VERDENSNATURFONDEN opfordrer eksempelvis på deres Facebook-side til, at man drager på safari i den danske natur.

– Vi har masser af vilde dyr og planter, siger biolog hos Verdensnaturfonden Thor Hjarsen til dr.dk: 

– Prøv at lægge jer på maven i græsset, og kig på, hvad der kommer vandrende forbi af insekter, biller og myrer. Så bare det at fokusere på noget småt i naturen kan give store oplevelser, siger Thor Hjarsen.

DET ER MULIGT, biologens iver efter at fremstille parcelhusplænen som et lokalt svar på Serengeti-sletten er en anelse oversolgt. 

Men det er Serengeti-sletten også. Her er en af de mest almindelige dødsårsager blandt dyrene efter sigende trafikdrab. Og skal det alt sammen – Verdensnaturfonden, turismen, den tiltagende kulturelle regnskovsrydning samt ferieverden – summeres op, så hører jeg, hvad ham Thor Hjarsen siger.

JEG HØRER DET som en påmindelse om det gode, gamle danske ord: ’Så slap dog af, for helvede.’ 

223 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere