Ingen ros fra Ekstra Bladet

'Vi kommer derfor ikke til her på Ekstra Bladet at klappe ad nogen i denne sag. Den er en skamplet på en regering, der har klædt sig i uredelighedens gevandter.' Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
'Vi kommer derfor ikke til her på Ekstra Bladet at klappe ad nogen i denne sag. Den er en skamplet på en regering, der har klædt sig i uredelighedens gevandter.' Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

LEDER: På Ekstra Bladet burde vi rose Mette Frederiksen. Langt om længe har hun gjort, hvad vi hele tiden har sagt, hun burde: Leve op til sin selvproklamerede titel som ’børnenes statsminister’ og bringe de danske børn og deres mødre i syriske fangelejre hjem.

Bedre sent end aldrig – der resterer ganske vist fortsat fem børn, men det kan jo komme.

Vi svinger os op til at nikke anerkendende, fordi statsministeren tirsdag sendte sin udenrigsminister og justitsminister i byen. Her kundgjorde de regeringens kovending ved endelig at bekende sig til den virkelighed, Ekstra Bladet har afsløret og beskrevet i månedsvis.

Nemlig, at man risikerer, at børnene radikaliseres og bliver ’Kalifatets Løveunger’. En slags moderne Hitlerjugend, hvor kommende terrorister skal formes og opdrages. Og at de derfor en dag vender frygteligt tilbage til Danmark alligevel. Dertil kommer, at forholdene i lejrene i alle betydninger ikke er for børn, hvilket vi også har beskrevet.

Vi har dog store forbehold over for regeringens pludselig anfald af samvittighed. Eller rettere over for Mette Frederiksen og kompagnis egentlige bevæggrund.

For det første husker vi samtlige statsministerens stoiske afvisninger: ’ Fremmedkrigere kan ikke komme hjem til Danmark. Danmark er ikke deres hjem. De har vendt os ryggen; de har forladt Danmark.’ ’De er uønskede i Danmark. Vi vil ikke arbejde aktivt som regering for at bringe dem til Danmark.’ Og der er masser af lignende citater.

For det andet hænger regeringens argumenter for at vende 180 grader i sagen ikke sammen. Den læner sig op ad en ny sikkerhedsrapport fra Politiets Efterretningstjeneste. Den er der imidlertid intet som helst nyt i, hvor meget udenrigsminister Jeppe Kofod, justitsminister Nick Hækkerup med PET’s chef i line og halsbånd forsøger at bilde den danske befolkning dette ind. Det har alt sammen stået i Ekstra Bladet.

Det har stået i de rapporter, som vi her på avisen har afsløret eksistensen af, og som den socialdemokratiske regering forgæves har forsøgt forholde Folketinget og danskerne.

Vi kommer derfor ikke til her på Ekstra Bladet at klappe ad nogen i denne sag. Den er en skamplet på en regering, der har klædt sig i uredelighedens gevandter. Vi hæfter os derfor mest af alt ved, at når den socialdemokratiske regering brat og akut erklærer, at situationen helt uforudset påbyder dem at redde danske børn ud af fangelejrene i Syrien, er det løgn. Situationen påbyder statsministeren at redde sin udenrigs- og sin justitsminister og sin regering.