Inger bestemmer 

Der er landsmøde i Venstre i denne weekend, og skulle nogen være i tvivl, så lad mig for god ordens skyld skrive det klart og tydeligt her:

Det er Inger Støjberg, der bestemmer. Det ser i hvert fald ikke ud til at være den nye formand for partiet, Jakob Ellemann-Jensen, der har bukserne på.

Jeg taler her specifikt om udlændinge- og integrationspolitik. Emnet har afgjort de sidste fem-seks folketingsvalg og afgør formentlig også det næste. 

Udlændingepolitikken har i årevis udgjort en revne i Venstres fundament. Fra tid til anden peger nogle i partiet forurettet på revnen og siger, at nu er det på tide, at man stiller sig over på den liberale side af brudfladen. Hvorefter disse rutinemæssigt ignoreres.

Op til landsmødet er det sket igen. Flere medlemmer af Venstre skrev i går i et indlæg i Jyllands-Posten, at udskamningen af muslimer bør stoppe. Det sker under overskriften ’Vi har brug for alle dem, der kan og vil Danmark’.

’Vi skal ikke finde os i, at de mennesker bliver udsat for en nedrig og udskammende retorik, alene fordi de er muslimer eller tilhører en hvilken som helst anden trosretning. De skal ikke hænges op på mindretallets uger-ninger,’ fastslår Fatma Øktem, Kim Valentin, Jan E. Jørgensen, Anni Matthiesen og Bertel Haarder i deres fælles debatindlæg.

Det sjove er, at denne holdning er fuldstændig i vater med opfattelsen hos partiets seneste mangeårige leder, Lars Løkke Rasmussen, der ofte fremhævede, at Danmark er for dem, der kan og vil. Hvorefter Inger Støjberg og Dansk Folkeparti som bekendt førte en realpolitik imod dette.

Et interview i Weekendavisen med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, godtgør, at det samme nu vil ske med ham som leder af partiet. 

Ellemann-Jensen slår sig lidt i tøjret og taler om, at han som liberal faktisk ikke bryder sig om at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv, hvorefter han må adressere burkaloven og åbenlyst fikserer sig i selv i et forsøg på at trække en rød tråd: ’Det naturlige er at sige, at jeg ikke vil blande mig i, hvordan folk går klædt. Det vil jeg da ikke.’

Men det vil og gjorde han som bekendt alligevel i VLAK-regeringen.

Og pointen er tydeligvis, at han kommer til at gøre det igen. Man bliver ikke kaptajn på skibet Danmark ved at navigere efter Grundtvigs ’frihed for Loke såvel som for Thor’. Som Ellemann-Jensen selv siger til Weekendavisen:

’Jeg er ikke liberalist. Jeg er liberal. Forskellen er fundamentalismen. Og om man tager udgangspunkt i en ideologi eller pragmatisme.’

Hvad betyder det egentlig, vil den opvakte læser spørge. Og lad mig oversætte: 

’Pragmatisme’ betyder, at Inger Støjberg bestemmer. 

406 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere